Print Friendly, PDF & Email

Vi vågnede til sædvanlig tid og spiste morgenmad på hotellet. Kaffe, the, friskpresset juice, en majs- og en blåbærmuffin, men så var der til gengæld plads til en god frokost. I det hele taget går vores ture til USA jo også meget ud på at spise og finde nye lækre restauranter, cafeer og diners, hvilket også er en af grundende til, at vi sjældent spiser det samme sted 2 gange. Der er simpelthen så mange at prøve, at det er “spild” at spise det samme sted. Ud over “reglen” med helst ikke at spise det samme sted to gange, medmindre det altså er usædvanligt godt, så prøver vi også at undgå fast food kæder som vi alligevel har herhjemme, fx McDonalds, Burger King og Subway. Det er spild af god appetit, når vi alligevel kan få nøjagtig det samme herhjemme. Derudover plejer jeg egentlig også at undgå pizza – ikke fordi pizzaerne ikke er gode, for de er skam vildt gode og med en fantastisk lækker bund og masser af fyld, men når der nu er så mange andre muligheder, synes jeg, det er synd fx at spise pepperonipizza 3-4 gange. En gang må være nok og så nyder man den altså også, fremfor at det bliver en tilbagevendende “løsning”.

 

 

Efter morgenmaden kørte vi sydpå og gik ned mod vandet for at gå en tur op langs vestsiden af Manhattan. Faktisk fulgte vi den samme sti som et par dage tidligere, men den er altså også lang.

Som sædvanligt fik vi hurtigt øje på One Tower.

Fra stien er der fri passage ud på de mange moler, hvor der blandt andet er parker og legepladser, ligesom der også er mange der benytter stien til deres gå, løbe eller cykeltur.

Langs med stien er der talrige små oaser, hvor man kan slappe af i skyggen. Som sædvanligt er der masser af borde og stole til fri afbenyttelse, og når man nærmer sig frokost eller aftensmadstid er de ofte fyldt med new yorkere der hygger, snakker og spiser take out mad.

Hvis man ikke føler for at sidde i skyggen på en hård stol kan man jo også bare ligge sig i det bløde græs. Den lange, smalle “park” fulgte stien et godt stykke og der var faktisk en del der havde smidt sig i græsset og fik en lille en på øjet.

Som sagt bliver de mange moler brugt til vidt forskellige ting. Her er det nogle børn der får fodboldundervisning på det kunstige græs, mens deres mødre og barnepiger snakker og hygger inde i skyggen. Vi daskede længe rundt på stien, spiste frokost og is, sad i parkerne og småsnakkede og kiggede på de forskellige typer som passerede os. Måske er jeg mærkelig, men nogle gange synes jeg altså det er utroligt hyggeligt bare at sidde og se verden passere, uden at jeg selv skal nå noget som helst. Bare total afslapning.

Efter at have fulgt stien et godt stykke drejede vi af. Vi ville nemlig op og gå på The High Line, som er en sti der strækker sig fra Gansevoort St. i Meatpacking District og helt op til West. 20. St. Stien er speciel fordi den er anlagt på en gammel jernbanestrækning der nu er nedlagt, og man går på en bro oppe i luften fyldt med træer, buske og blomster. En slags park på 1. sal 🙂 Der er adgang fra flere forskellige gader på ruten, så man behøver altså ikke gå hele turen men kan hoppe af og på ved de forskellige gader. Der går trappe op til stien nede fra gaden, men som det sig hør og bør for amerikanere var der selvfølgelig også en elevator 😉

Der går man så – tværs hen over veje, biler, busser og taxaer og kan nyde en stille brise og slappe af uden at skulle se sig for hele tiden. Udsigten er for øvrigt fantastisk – det er jo lidt sjovt at se det hele lidt oppefra.

Det er ikke helt skjult, at det rent faktisk er en gammel jernbanestrækning som stien er anlagt på – en fin detalje at sådan noget får lov til at blive, synes jeg.

Skulle man få brug for et hvil undervejs, er der selvfølgelig masser af muligheder for at få en slapper. Her kan man oven i købet nyde livet på en slags drømmeseng. Flere havde både computer og bøger med, men det er da også ideelt, hvis man kun har en lille lejlighed.

Vil man i stedet have lidt at spise stod de sædvanlige metal borde og stole også klar på The High Line. Flere af dem placeret i små hyggelige kroge, hvor der var lidt ro og privatliv.

De gamle skinner ligger stadig fremme nogle steder, og der vokser masser af planter op mellem svellerne.

Mad og drikke skal der selvfølgelig også til, og i denne her passage var der en masse forskellige boder hvor man kunne købe alt lige fra diverse fast food til is og gourmet kaffe. Desuden var der postkort, souvenirs og lign. Jeg kan godt lide detaljen med, at passagen går ind under et hus – toget skulle åbenbart frem, også selvom man måtte lave hul i en af etagerne 🙂

Frokostpause med udsigt. Der var bygget trappe-bænke i træ, lidt i stil med et amfiteater fra det gamle Rom eller Grækenland, så man kunne sidde og spise sin mad, mens man kiggede ned på mylderet at biler, busser og taxaer på gaden gennem de store gennemsigtige vinduer.

Der var rigtig mange fine blomster, men heldigvis var der ikke alt for ordenligt og pusse-nusset. Faktisk så det lidt ud som om det delvist fik lov til at passe sig selv, og selvom vi så et par gartnere så vi altså også mange vilde planter og en del ukrudt.

Der var en del mennesker, men vejret var jo også helt perfekt. Til gengæld kunne man godt indimellem glemme, at man gik midt i New York, når man kom ind på en sti med buske på begge sider.

Til gengæld huskede man det så hurtigt igen, når man pludselig gik mellem 2 højhuse og nærmest kunne kigge ind i folks køkkener og stuer. Det må altså være lidt mærkeligt at have så mange folk gående så tæt forbi sine vinduer.

Vi besluttede os for at forlade The High Line og skrå over mod Washington Square Park, hvor der var marked. I det hele taget er der utroligt mange markeder med frugt og grønsager på Manhattan, i betragtning af hvor få der rent faktisk laver mad. Vi gik lidt rundt og kiggede men købte ikke noget – det er jo lidt svært at købe en masse lækkert når man ikke har noget køkken at tilberede det i. Istedet gik vi tilbage mod hotellet for at skifte tøj, for når vi nu ikke selv kunne lave lækker mad, kunne vi i hvert fald få andre til at gøre det for os 🙂

Valget faldt på en lille lækker restaurant på 9th. Ave. hvor jeg fik den skønneste græske salat til forret. Let og lækkert. Kan i det hele taget godt lide konceptet med en valgfri suppe eller salat til forret som en del af hovedretten. Man får smagt en masse forskellige ting, som man nok ikke havde valgt hvis ikke det havde hørt med til retten.

Til hovedret fik jeg en såkaldt Alcapulco salat, hvilket er den mest fantastiske salat jeg længe har fået. Romainesalat plukket i mindre bider, brune kidneybønner, mangostykker og appelsinfiletter, grillet peberfrugt, nygrillet lunt kyllingebryst og friskrevet kokosnød. Det hele vendt i en appelsindressing. Jeg var fuldstændig solgt. Alene den friskrevne kokosnød var et kapitel for sig og så elsker jeg, at man rent faktisk kan blive mæt af deres salater i USA. Hvornår sker det lige på en café i Danmark?

Kæresten fik en burger, medium stegt, og erklærede sig meget tilfreds. Det brune ovenpå bøffen er ikke brun sauce med løg, men derimod hjemmelavet bbq sauce. Under det enorme salatblad gemmer sig pickles, overbollen til burgeren med en masse ost på og lots and lots of bacon. De hjemmelavede pommes frites bagerst på tallerknen var bestemt heller ikke ringe, hvilket jeg burde vide idet jeg spiste pænt af dem 😉

Pin It on Pinterest

Share This