Print Friendly

Lækre små mini romkugler rullet i kokosmel og lige til at hapse i en enkelt mundfuld. Nam! Og et hit som julekonfekt oveni. Kuglerne laves på kagerester, så hvis man elsker at bage kager men ofte står tilbage med en rest, er her en oplagt mulighed for at få dem brugt. Frys evt. kagerester ned løbende og lav en ordenlig portion romkugler af gangen – man kommer ikke så langt med 50 gr tør sandkage.

Stort set alle kagerester kan bruges, men vær opmærksom på at valget af kagerester til dels har indflydelse på smagen i de færdige romkugler. Pas fx på med at vælge noget med rosiner i, medmindre man gerne vil have rosiner i kuglerne. Store mængder meget krydrede kager som fx kanelkage eller krydderkage skal man også passe lidt på med, hvis man ikke ønsker romkugler der smager lidt af jul.

Man kan lave helt mørke og chokoladetunge romkugler ved udelukkende at bruge en god chokoladekage, men man kan også med fordel blande kagerester, fx lys og mørk kage, eller chokoladekage og wienerbrød, men pas på med at bruge gærdeje (kringler og lign), da det gør romkuglemassen meget tung.

Hvis man ikke bryder sig om kokosmel, kan man jo bare trille romkuglerne i krymmel, enten kulørt eller chokolade. Eller man kan lave luksuskugler, som er overtrukket med god, mørk chokolade. Til de rigtig hardcore, kan man trille kuglerne i kakao eller kaffepulver ligesom trøfler.

 

 

Mini romkugler med kokos.

ca. 50 stk.

600 gr kagerester

2-3 spsk hindbærmarmelade

2-3 spsk kakaopulver

2-3 spsk romessens, eller efter smag

2 dl kokosmel

Bræk kageresterne i mindre stykker og kom dem i en køkkenmaskine eller en foodprocessor – en blender dur ikke. Tilsæt hindbærmarmelade, kakaopulver og romessens og kør det hele til en ensartet masse. Smag romkuglemassen til – måske skal der tilsættes lidt mere marmelade, kakao eller essens.

Tril den færdige romkugledej til små kugler, på størrelse med en stor hasselnød, og vend dem i kokosmel eller anden form for krymmel.

Opbevar kuglerne i køleskabet – de holder sig et par uger, men plejer at være spist inden 🙂

Pin It on Pinterest

Share This