Print Friendly

Og dem må man godt få til morgenmad, når det er weekend. Og hvis det ligefrem samtidig er 3. søndag i advent, så er det jo lige før man er tvunget til at få lidt sødt til morgenmad.

Jeg er vild med vafler. Både til morgenmad, evt som vi får det i USA med scrambled eggs, bacon, pølser og sirup til, eller som dessert med en kugle is og god chokoladesauce og syltetøj til. Desværre har det været ret vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at skaffe et belgisk vaffeljern herhjemme men i de sidste par år er det ligesom, de er begyndt at dukke op. Jeg fandt langt om længe et jern i Netto for ca. 6 mdr. siden, men det kostede kun 100 kr, og det har simpelthen været for billigt. Det bager meget ujævnt og varmer i det hele taget slet ikke nok, og vaflerne bliver altså ikke specielt fantasiske. Jeg fandt så ud af, at man kan købe et belgisk vaffeljern fra KitchenAid på nettet, men 2000 kr vil jeg altså ikke betale.

Efter en del søgen på nettet, og (for mine forældres vedkommende) en tur i den lokale Elgiganten, blev vi rådet til at købe et Krups jern. Der er så bare den detalje, at Krups kun sælger almindelige vaffeljern i Danmark. Ikke de belgiske. Nu ville skæbnen så, at mine forældre for ca 2 uger siden var på weekendtur til Tyskland. Vi aftalte, at de skulle se, om de kunne finde noget, og sørme om de ikke kom hjem med et belgisk vaffeljern fra Krups til ca. 400 kr.

Det er nu blevet indviet på behørig vis, og jeg er pt i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde kommer til at bage almindelige hjertevafler igen. Og så er jeg vist nødt til at ønske mig et Krups vaffeljern til at bage hjertevafler i for hold da op. Her er tysk grundighed og kvalitet for alle pengene. Om det så var den allerførste vaffel, så kom den helt perfekt ud af jernet – ikke noget med nummer ét der altid mislykkes her. Her er alle de store, sprøde og lysebrune belgiske vafler som man kan ønske sig.

Til forskel fra almindelige hjertevafler, der helst skal spises med det samme, så kan belgiske vafler sagtens bages i forvejen og gemmes. Når de skal spises, skal de bare varmes i ovnen. De kan også kommes i brødristeren, hvis det skal gå hurtigt, eller man bare vil varme en enkelt.

 

 

Belgiske vafler skal være sprøde og let søde, og det synes jeg absolut denne opskrift lever op til. I de originale belgiske vafler er der hele stykker af hugget sukker, der knaser når man spiser dem. Den slags sukker, som er en form for meget grov perlesukker, kan ikke købes herhjemme, men på nettet læste jeg mig til, at man kan bruge sukkerknalder, som man kommer i en frysepose og giver et par dask med en kødhammer eller en kagerulle. Det bryder jeg mig altså ikke så meget om – jeg kan ikke så godt lide fornemmelsen af sukkerstykker der knaser imellem tænderne, så jeg har bare brugt almindeligt stødt melis i opskriften.

Belgiske vafler.

10-12 stk.

1,5 dl mælk

25 gr gær

3 æg

1/2 tsk vanillepulver

1 knsp salt

350 gr hvedemel

125 gr smør

100 gr brun farin

100 gr sukker

Lun mælken og opløs gæren heri. Rør æg, vanillepulver, salt og mel i dejen og lad den hæve 30-45 minutter. Smelt smørret og rør det i dejen. Til sidst tilsættes brun farin og sukker og dejen røres godt sammen. Lad dejen efterhæve i ca. 15 minutter. Varm vaffeljernet op og bag vaflerne i 3-4 minutter, til de er gyldentbrune. Flyt vaflerne fra jernet over på ovnristen – så kan de nemmere slippe af med dampen på begge sider. Vaflerne er bløde lige når de er bagt, men de bliver sprøde efter et par minutter.

Note. Dejen bliver temmelig fast, og det er ikke nogen fejl. Man lægger ca. 2 spiseskefulde på jernet, fordeler dejen og bager herefter vaflerne.

Pin It on Pinterest

Share This