Print Friendly

Franske snegle, øretæver, grammofonplader – kært barn har mange navne, men der er altså tale om én og samme kage. Den flade, sprøde. let karamelliserede snegl, som man kan, eller har kunnet, købe i de fleste bagerbutikker.

Jeg kalder dem oftest for franske snegle, nok mest fordi den bagermester som lærte mig at lave dem kaldte dem franske snegle. Jeg tror det hænger sammen med, at de minder lidt om en fransk vaffel, dog uden smørcreme i midten, men med en generøs mængde kanelremonce i stedet.

Normalt er de franske snegle som man køber hos bageren en ordentlig basse, der ofte er ca. en halv gang større end en almindelig kanelsnegl. Jeg synes sneglene er lækrest, hvis de er små og delikate, og desuden skulle de her snegle serveres på en buffet sammen med en masse andet kage, så jeg rullede butterdejspladen til sneglene sammen fra den brede side. Ønsker man store snegle rulles dejen sammen fra den korte ende.

Desuden er øretæver og grammofonplader oftest pyntet med hvid eller brun glasur. Jeg må nok indrømme, at jeg synes de knasende, sukkersøde snegle er bedst “au naturel”, men nu er jeg heller ikke så meget til glasur, så jeg vil foreslå at man prøver sig frem.

 

 

Sneglene er yderst vanedannende, og smager fantastisk , især samme dag som de er bagt. Ikke at de behøver holde sig så længe, for det er meget nemt at bage en ny portion – opskriften er ufattelig simpel 🙂 Nyd dem, fx til en kop kaffe – den knasende lille kage er nærmest som en småkage, og den smelter i munden.

Små franske snegle.

ca. 25 stk.

1 rulle butterdej

75 gr blødt smør

50 gr sukker

1-2 spsk stødt kanel

ekstra sukker til udrulning

Rør smør, sukker og kanel sammen. Rul butterdejspladen ud og fordel kanelsmørret herpå. Rul dejen sammen på den brede led og skær  rullen i ca. 25 små snegle med en skarp kniv. Drys sukker ud på køkkenbordet. Læg én snegl af gangen i sukkeret og rul den tyndt ud med en kagerulle, til den bliver stor og flad (den trækker sig let sammen igen under bagningen). Sørg for at vende sneglen en gang under udrulningen, så der kommer sukker på begge sider.

Læg sneglene på bageplader og bag ved 200 grader i 10-12 minutter, til de er gyldne og let karamelliserede. Hold øje med dem, så sukkeret ikke pludselig brænder på. Lad sneglene køle på ovnristen og pynt evt. de kolde snegle med glasur, eller spis dem som de er.

Huh, det kniber lidt med indlæg på bloggen her de første dage i december. Der er blevet julehygget til den store guldmedalje og det er gået lidt ud over skriveriet 🙂 Vi har været på besøg hos et hold venner lørdag aften, hvor vi blev forkælet med grillet oksemørbrad og hjemmelavet bearnaise. Lidt konfekt, brændte mandler og pebermyntepastiller blev det også til, inden vi igen satte kursen hjemad – en tur der blev noget længere end beregnet pga de voldsomme mængder sne der er væltet ned her i det sydlige Jylland de sidste dage.

Søndag havde vi det meste af min familie på besøg til lidt adventshygge. Der blev grinet, klippet, klistret, snakket og hygget i nogle timer. Det var første gang, men jeg har på fornemmelsen, at det godt kunne gå hen og blive en årligt tilbagevendende tradition, for det var bestemt en succes. Traktementet stod på æbleskiver med syltetøj og flormelis, juleboller med smør, klejner, julesmåkager, clemmentiner og et stort fad med juleslik. Desuden hjemmelavet gløgg, kaffe, the, sodavand og julebryg. Ydeligere blev der suppleret med nybagte fedtebrød og havregrynskugler i løbet af dagen, da de blev færdige 😉

Mandag tog mine forældre et par dage til Tyskland, så vi har overtaget hus og hund imens 🙂 De sidste par dage, har egentlig bare budt på stille og rolig decemberhygge. Lige nu sidder jeg og skriver, imens kalenderlyset brænder ved siden af mig og ilden knitrer i brændeovnen. I kruset er der dejlig varm the, på tallerknen ligger der et par klejner, og udenfor vælter sneen ned igen for 3. dag i træk, og gør de julelys-pyntede træer og buske endnu smukkere – uhh hvor jeg elsker decemberdage.

Pin It on Pinterest

Share This