Print Friendly

skinnkestang

Og så var der jo lige skinkestangen. En klassiker der, ligesom sine fætre tunmoussen og den indbagte mørbrad, faktisk er et overstået kapitel i dansk gastronomi, men som bare ikke vil uddø – simpelthen fordi de smager for godt. En kollega havde en rest med på madpakke og jeg, der havde glemt alt om skinkestangens eksistens, blev så inspireret, at jeg var nødt til at lave en til aftensmad.

Grundlæggende består en skinkestang jo primært af en flødeost (vælg evt en med smag – hvidløg, pikant, urter etc) og skinke i tern, der røres med lidt  sennep, salt og peber, samt hvad man nu har af rester i grønsagsskuffen. I går blev det svitsede champignons, grofthakket peberfrugt, fintsnittet porre og forårsløg, en rest broccoli eller finthakket løg smager også godt. Tilsæt også gerne lidt friskhakkede krydderurter, hvis der er mulighed for det – jeg havde en potte purløg stående fra forleden dag, hvor vi fik æggekage, så resten af den kom med i ostemassen.

Selvom det hedder en skinkestang, er der faktisk også masser af muligheder for variation mht kødet. Normalt bruger jeg god, skiveskåret skinke, som jeg selv skærer i mindre stykker. Jeg synes, at de skinkestrimler man kan købe i butikkerne er lige fintrevne nok til min smag – og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget reelt kød der i grunden er i pakken?

 

 

Et alternativ til skinken er en rest kogt hamburgerryg fra aftensmaden, eller bare en pakke pålægshamburgerryg der skæres i grove tern. Vil man slet ikke have svinekød i stangen, kan der bruges stegt eller kogt kyllingebryst der skæres i mindre tern. En anden mulighed er små tern af rå laks eller rejer. Man kan også droppe kød og fisk helt og nøjes med at komme grønsager i ostemassen. Mulighederne er mange, og det gør skinkestangen til perfekt restemad.

Skinkestang.

2-3 pers.

1 rulle butterdej

200 gr grofthakkede champignons

1 pk flødeost – jeg brugte pikant

1 pk hamburgerryg, skåret i små tern

2 spsk friskhakket purløg

1 spsk honning dijon sennep

salt og peber

sammenpisket æg til pensling

Svits champignons på panden og lad dem køle let af. Imens blandes flødeost, skinketern, purløg, sennep, salt og peber i en skål. Tilsæt champignons til sidst og rør fyldet godt sammen. Bred butterdejspladen ud på et stykke bagepapir og fordel fyldet i en stribe på midten. Fold begge ender ind over fyldet, så der er lukket for enderne. Skær herefter dejen i siderne i skrå strimler, lige mange i hver side, men skær ikke helt ind til fyldet. Fold skiftevis en strimel fra højre og venstre side ind over fyldet, så der fremkommer et fint fletmønster. Ryk bagepapiret med den rå skinkestang over på en bageplade og pensl den med sammenpisket æg. Bag stangen i ca. 20-25 minutter ved 200 grader, til den er gylden og hævet. Lad stangen hvile 5 minutter inden den skæres i stykker og serveres lun med en god, blandet salat og dressing til.

Note. Stangen er perfekt som forret eller natmad, idet den kan laves i forvejen og stilles i køleskabet. Umiddelbart inden bagningen pensles den med æg, hvorefter den bages og serveres.

Pin It on Pinterest

Share This