Print Friendly

Der findes næsten lige så mange slankekure, som der findes slankeguruer, og begge dele har det med at skyde op som paddehatte hvert år i januar 🙂 En ting kan de fleste sundhedseksperter dog efterhånden blive enige om – de der kulhydrater fra fx hvedemel, ris, pasta og sukker, det er altså ikke så godt for os, hvis vi vil tabe os.

Det helt store indenfor sundhed lige for tiden, og faktisk har det også fyldt en hel del i 2012, er såkaldt stenalderkost. Det går kort sagt ud på at skrue ned for kuldhydraterne, og spise stort set det samme som vore forfærdre gjorde det i….ta daaaa…..stenalderen. Altså, så lidt forarbejdet mad som muligt, ingen ris eller pasta og ingen sukker, men godt med grønsager og frugt, kød, fisk og frø, nødder og bær.

Forleden faldt jeg over denne her opskrift på stenalderbrød – lavet udelukkende på frø, æg, olie og salt, og den var jeg da nødt til at prøve. Ikke fordi vi spiser stenalderkost herhjemme, men fordi den så spændende ud. Og så skulle jeg da også lige se, om der virkelig kom et brød ud af det, hvis man blandede alle ingredienserne og smed dem i ovnen i en time. Well, det gjorde der altså – og oven i købet et utroligt lækkert og knasende brød.

Smagen minder lidt om hjemmelavet knækbrød med mange kerner, og jeg tror det vil være super godt, hvis man skærer det i tynde skiver, rister det og serverer det til fx ost eller en god, krydret pølse, men selvfølgelig kan det også bare spises som det er – friskbagt og lunt, evt med lidt smør på.

 

 

Jeg tilsatte lidt HUSK (fibre) til brødet, for at være sikker på at binde dejen sammen, men det stod ikke i opskriften, så det kan sagtens udelades. Der skal en hel del forskellige frø og lidt mandler til brødet, men har man ikke alle varianterne hjemme, så bag brødet med hvad der nu er i skabene. Det vigtigste er, at mængden af frø passer så nogenlunde, så man opnår den rigtige konsistens

Stenalderbrød.

1 stk.

100 gr sesamfrø

100 gr hørfrø

100 gr mandler

150 gr solsikkefrø

150 gr græskarkerner

1 spsk HUSK

4 æg

2 tsk salt

0,75 dl olie

Rør alle ingredienserne sammen i en skål og hæld dem i en rugbrødsform foret med bagepapir. Bag brødet ved 160 grader i ca 1 time. Tag brødet ud og lad det hvile i ca 10 minutter, inden det tages ud af formen. Lad brødet køle af på ovnristen.

Pin It on Pinterest

Share This