Print Friendly, PDF & Email

Jeg skrev for lidt over halvandet år siden en anmeldelse af Jensen’s Bøfhus og deres frokostbøf. Indlægget kan evt. ses her. Det indlæg har jeg nu fået en kommentar på :

“Magen til løgn, skal man lede længe efter! Vores båndovn griller bøfferne og bager dem ikke, som det fejlagtigt, og gentagne gange, fremgår af dette indlæg. Derforuden skal det pointeres, at frokostbøffen, som koster 49 kr., er en flanke – altså et meget billigt stykke kød, som er et fantastisk alternativ til en kedelig madpakke. Om aftenen koster vores billigste kød 139 kr., og det er ikke en flanke, men en tygsteg, som er klasser over frokostbøffen.
Hvis du virkelig vil brokke dig LaTascha, så begrund og dokumentér dine postulater!”

Kommentaren er desværre skrevet af en anonym, men eftersom vedkommende skriver “vores” må jeg gå ud fra, at der er tale om en person “indenfor murene”. Jeg må altså gå ud fra, at der enten er tale om en person, der ikke vil kendes ved sit arbejde på Jensens Bøfhus eller måske ligefrem Hr. Jensen selv. Men at jeg bliver beskyldt for at lyve omkring, hvordan jeg oplevede besøget på Jensens Bøfhus, kan jeg selvfølgelig ikke sidde overhørig.

Jeg synes jo ellers nok, at jeg begrundede hvorfor jeg var utilfreds i indlægget, men jeg har alligevel valgt at offentliggøre kommentaren, og desuden skrive et opfølgende indlæg, idet jeg tilsyneladende har fyldt mine læsere med løgn, og det skal der naturligvis rettes op på omgående!

Jeg er, åbenbart fejlagtigt, kommet til at skrive, at tjeneren sagde, at hun ville køre min bøf igennem ovnen igen, da jeg fik serveret en overordenlig rød sag. Det sagde hun godt nok, men når man som tjener på Jensens bøfhus siger ovnen, mener man åbenbart “båndovnen, som griller bøfferne og ikke bager dem”!

 

 

Desværre er jeg ikke ansat på Jensens Bøfhus, og kender ikke jargonen, så da jeg fik meldingen om, at min bøf lige ville blive kørt igennem ovnen én gang til, sad jeg tilbage med associationer om den rullende brødrister i diverse pølsevogne. Det har åbenbart været min fejl og ikke tjenerens formulering den har været gal med, kan jeg så forstå, og jeg må da også indrømme, at dette billede fra Jensens Bøfhus Facebookside tydeligt viser, at der er tale om en virkelig avanceret båndovn – den ligner jo en rigtig grill med gløder og alting!!! 😉

Desværre var der vist lidt for meget knald på gløderne den dag, for jeg endte jo som bekendt ud med afslutningsvis, at få serveret 3 stykker “trækul”.

Desværre har jeg lavet en grov fejl i min sammenligning af priserne og kødet. Jeg er kommet til at skrive, at man giver en meget højere pris for maden om aftenen end om dagen. Det gør man godt nok også, men det er fordi der anvendes flanke til frokostbøffen, som er “et meget billigt stykke kød, og et fantastisk alternativ til en kedelig madpakke”! Well, nu endte den voldstegte, dræbte frokostbøf jeg fik serveret med at være mere kedelig, end selv den kedeligste madpakke jeg har fortæret, men der var heldigvis sauce jeg kunne bløde den op i. Retfærdigvis skal det nævnes, at de båndovnsgrillede bøffer, der serveres fra 139 kr om aftenen, er skåret af tyksteg, som er klasser over den bøf, man serverer til frokost. Så fik vi lige det på plads, eller med andre ord – det er noget lort vi serverer til frokost, det ved vi godt, men har du en meget kedelig madpakke med, så kan du jo vælge mellem pest eller kolera.

Jeg er naturligvis klar over, at jeg muligvis har været lidt for hård i min anmeldelse, for man mener åbenbart ikke, at min egen oplevelse af stedet og besøget er nok i sig selv, til at skrive en anmeldelse. Jeg burde måske istedet have foretaget en rundspørge på gågaden i Vejle, og derefter have sammenlignet resultaterne og lavet en anmeldelse baseret på gennemsnits-svarene. Det gjorde jeg så ikke, og et eller andet sted følte jeg måske også, at eftersom anmeldelsen var min, så var det også min følelse om oplevelsen, der skulle skinne igennem. Men for at det ikke kun skal være min oplevelse, der kommer frem i dette indlæg, kan man læse et bredt udsnit af andre personers meninger, holdninger og oplevelser på Jensens Bøfhus lige her.

Og afslutningsvis vil jeg naturligvis gerne beklage, at jeg har været så fuld af løgn i forhold til hvordan jeg følte det var, at spise på Jensens Bøfhus. Jeg kan med 100 % sikkerhed love, at et besøg ikke vil blive gentaget og det vil derfor ikke ske igen!

NB. Skulle der evt. sidde læsere derude og spekulerer over, hvorvidt mit svar i dette indlæg indeholder ironi eller ej, kan jeg kun sige, at det må jo være op til den enkelte at vurdere 😉

Pin It on Pinterest

Share This