Print Friendly, PDF & Email

“Axel Strøbye – En tragisk komedie”.

Peer Kaae og Per Kuskner. Udgivet af People’s Press, 2012.

Med sin medvirken i mere end 100 danske film, teaterstykker og tv-serier er Axel Strøbye en af de tunge drenge i dansk film og teater historie. Og så alligevel ikke – for på trods af hans imponerende CV, er han ikke et af de navne, man først kommer i tanker om, hvis talen falder på skuespillere fra “de gamle, danske film”. Og det til trods for, at han havde succes med både de komiske og de dybe roller, til forskel fra fx Dirch Passer, der aldrig formåede at slippe af med prædikatet som “den sjove mand”.

 

 

I bogen “Axel Strøbye – en tragisk komedie” tager de to forfattere os med på en tidsrejse gennem Axel Strøbye’s liv og karriere. Vi er med til at fejre succes’er og de store roller, men hører også, gennem samtaler med de nærmeste venner, om et hidtil skjult privatliv og medaljens bagside – et liv med et hjerneskadet barn, det svære forhold til datteren Micaëla, de 2 skilsmisser og det 3. og sidste ægteskab med skuespil-kollegaen Hanne Borchsenius, der godt nok ikke endte i en skilsmisse, men som stadig ikke var nogen dans på roser, grundet hendes depression og pille og alkoholmisbrug.

Det ville have været så nemt, at skrive denne bog som en sensationel sladderblads artikel. Kød var der jo nok af, jf. ovenstående linier. Men ikke desto mindre, så formår de to forfattere alligevel, at skrive en erindringsbog der giver et både kærligt og realistisk billede af hvordan Axel Strøbye var og hvordan hans liv udformede sig. Han har tilsyneladende ikke haft det nemt, og navnlig hen imod bogens slutning, kan man godt få en smule medlidenhed med skuespilleren. Omvendt bliver der ikke lagt skjul på, at de valg der blev truffet, både i forholdet til Hanne Borchsenius og datteren Micaëla, dem traf han selv, og var således også godt klar over konsekvenserne. Fx valgte han at blive i ægteskabet med Hanne Borchsenius, idet han ikke orkede endnu en skilsmisse, og ofte lod han hende bestemme det hele, fordi han ikke orkede en konfrontation.

Det er naturligvis kun Axel Strøbye selv, der kan fortælle, hvordan det var at leve hans liv, men med førstehåndsbeskrivelser fra blandt andre gamle venner, kollegaer og Axel Strøbye’s tvillingebror får man alligevel et fint billede af den store skuespiller, hans privatliv og hans karriere. Og kedeligt lyder det bestemt ikke til at have været.

Læs bogen hvis :

Du trænger til et par timers god underholdning, omhandlende en af de store, danske skuespillere, som desværre ikke er iblandt os længere. Bogen er letlæst og underholdende og giver et fint og nuanceret billede af hvem Axel Strøbye (måske) i virkeligheden var, både på scenen og i privatlivet.

Pin It on Pinterest

Share This