Print Friendly, PDF & Email

En lækker lille sprød og knasende småkage, med en tydelig smag af mørk chokolade og appelsin, der vil egne sig perfekt til eftermiddagskaffen efter en god påskefrokost. Uden sammenligning overhovedet, så minder de en lille smule om de fabriksfremstillede orangeknas småkager, eller hvad det nu er de hedder!

Ideen til opskriften fandt jeg inde hos Rebelsig, men jeg har lavet lidt om på dem. Blandt andet har jeg brugt orangegrene fra Toms i stedet for Marabou med appelsinsmag, fordi jeg gerne ville have lidt mere power på chokoladesmagen. Derudover ville jeg også gerne have, at appelsinsmagen trådte lidt tydeligere frem, så jeg tilsatte  lidt fintrevet appelsinskal fra en økologisk appelsin. Mums.

Kagerne faldt bestemt i god jord, både hos kæresten og diverse familiemedlemmer, der fungerede som testpanel – og det er bestemt ikke sidste gang, jeg bager dem. Jeg er vild med småkager og altid på jagt efter nye varianter og gode opskrifter og denne her er bestemt ikke nogen undtagelse. Det er en superlækker småkage og en meget nem og hurtig opskrift der kan bikses sammen i løbet af ingen tid. Desuden er ingredienserne stort set alle sammen nogen, man næsten altid har stående i skabet.

 

 

Havregrynskager med orangeknas og appelsinskal.

30 stk.

110 gr smør

60 gr sukker

60 gr mørk muscovadosukker/brun farin

1 æg

1/2 tsk natron

1/2 tsk vanillepulver

90 gr havregryn

60 gr mel

1 pk. (75 gr) orangegrene fra Toms

Pisk smørret sammen med sukker og æg til en luftig masse. Tilsæt natron, vanillepulver, havregryn og mel. Hak orangegrenene helt fint, jeg brugte min Bamix stavblender, men de kan også sagtens hakkes fint med en skarp kniv. Bland de finthakkede orangegrene i dejen og rør det hele godt sammen. Tril dejen til små kugler en teskefuld af gangen. Sæt dem på en bageplade, 12 stk af gangen med god afstand, da de flyder ud. Bag kagerne ved 200 grader i 8-10 minutter til de er gyldne og gennembagte. Kagerne hæver let op under bagningen og er færdige, når de er “faldet sammen” igen. Lad kagerne køle let på bagepladen, inden de flyttes over på risten og afkøles helt. Opbevar dem i en lufttæt beholder.

Pin It on Pinterest

Share This