Print Friendly, PDF & Email

Når man kun er 2 personer i husholdningen, så sker det jo indimellem, at der bliver lavet for meget mad. Jeg har ikke noget imod at spise de samme retter 2 dage i træk, eller med en  enkelt dag imellem, men indimellem er det også sjovt at være lidt kreativ, og få resterne sat sammen, så der kommer en helt anden ret ud af det.

Og sådan en ret fik vi til aftensmad i går. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle kalde det, så det blev bare til ostegratineret pasta i ovn, men i korte vendinger er det lavet på en rest hakket oksekød, en rest kogt fuldkornspasta, en rest dampede grønsager og en smule revet ost. En nem og enkel ret der smager skønt og minder en lille smule om lasagne. Og så er den fyldt med skjulte grønsager, hvilket plejer at appellere til børnefamilier 😉

Det hakkede oksekød blev brunet i en gryde og blev i samspil med løg, hvidløg og tomater på dåse tryllet om til en kødsauce. De dampede grønsager, som egentlig var en rest broccoli-blomkålsblanding fra frost, blev blendet til mos med med min bamix og kom også i kødsaucen. De kogte, kolde pastapenne blev rørt sammen med kødsaucen, inden det hele blev fordelt i et ildfast fad og drysset med revet ost. Hele herligheden fik ca. 25 minutter i ovnen til osten var gylden og smeltet, og så var der ellers aftensmad. Og det var tyndet gevaldigt ud i køleskabet – dejligt 🙂

 

 

Ostegratineret pasta i ovn.

4 pers.

400 gr hakket oksekød

olie

3 fed hvidløg, finthakket

1 løg, grofthakket

2 ds. tomater i tern med krydderurter

1 lille ds tomatkoncentrat

1 spsk all round krydderi

1 spsk tørret oregano

1 tsk hvidløgspulver

1 tsk paprika

1 tsk sukker

salt og peber

300-400 gr grønsagsblanding fra frost

300 gr pastapenne, kogt efter anvisning på pakken

revet ost til gratinering

Varm olien op i en gryde og svits hvidløg og løg heri. Tilsæt oksekødet og brun det godt af. Tilsæt hakkede tomater og tomatkoncentrat samt krydderierne og lad saucen simre i ca. 15 minutter ved svag varme. Smag til med salt og peber. Blend de dampede grønsager til en jævn mos og kom den i kødsaucen. Rør den kogte pasta og kødsaucen godt sammen og kom det hele i et stort, ildfast fad. Fordel revet ost på toppen og sæt fadet i ovnen ved 200 grader i ca. 25 minutter, til det hele er gennemvarmt og osten er smeltet. Server evt. med lidt salat eller lidt brød til.

Pin It on Pinterest

Share This