Print Friendly

Jep, skinkestang igen igen! Og det er jo fordi, at sidste gang jeg lavede skinkestang med pikantost og champignons, lovede jeg mig selv, at der ikke skulle gå så mange år som sidst, før den kom på menuen igen. Desuden er skinkestang perfekt restemad, og vi havde en hel del grønsagsrester i køleskabet, en pakke hamburgerryg og 2 halve pakker flødeost, så det var jo oplagt at købe en rulle butterdej og smække det hele sammen til endnu en skinkestang. Denne gang med ærter og rød peberfrugt i tern mums.

I første omgang skulle ærterne faktisk ikke have været med, men de lå der i posen og var optøede, og der er alligevel mange flere, end jeg kommer til at bruge til vores tarteletter med grønærter og gulerødder i aften, så der kom altså 2 dl ærter med i stangen. Desuden var der en rest finthakkede løg fra vores ristede hotdogs – de røg med ned til flødeosten og ærterne. 1/2 potte purløg stod og kedede sig, så den blev klippet i små, fine stykker, og dermed var der da en smule færre rester i grønsagsskuffen 🙂

 

 

Stangen blev faktisk vældig god med både peberfrugt og ærter – ærterne gav ligesom oste-skinkemassen lidt mere bid, så det er bestemt ikke sidste gang, at der kommer ærter i vores skinkestang. Personligt kan jeg godt lide, at der er meget fyld i en skinkestang – det bliver ligesom lidt for blødt, hvis det bare er flødeost med skinketern og purløg omrullet med butterdej, men det er jo en smagssag. Under alle omstændigheder behøver fyldet jo ikke lige bestå af peberfrugt og ærter – man kan jo bruge det ,man ligger inde med. Mulighederne er jo rigtig mange, fx porrer, forårsløg, champignons, løg eller letdampet broccoli i små buketter osv osv…

Skinkestang.

2-3 pers.

1 rulle butterdej

1 pk flødeost, med eller uden smag

1-2 spsk sennep, gerne honning dijon

salt og peber

1 pk kogt hamburgerryg, skåret i små tern

1 lille løg, skåret i tern

2-3 spsk friskhakket purløg

1 stor, rød peberfrugt, skåret i små tern

2 dl optøede ærter

1 sammenpisket æg til pensling

Bred butterdejen ud på et stykke bagepapir. Rør flødeost, sennep, salt, peber, hamburgerryg, løg, purløg, peberfrugt og ærter sammen, og fordel fyldet på midten af butterdejen i en lang stribe. Sørg for ikke at komme for tæt på kanterne og lad ca. 3 cm dej være frit i hver ende. Fold de to 3 cm’s endestykker ind over fyldet, så der er lukket i enderne og fyldet ikke kan rende ud under bagningen. Skær herefter dejen i siderne i skrå strimler, lige mange strimler i hver side, og fold skiftevis en strimel fra højre og venstre ind over fyldet, så der fremkommer et fint fletmønster. Ryk bagepapiret over på en bageplade og pensl stangen med sammenpisket æg. Bag skinkestangen ved 200 grader i 20-25 minutter, til de er gennembagt og gylden. Lad evt stangen hvile et par minutter efter bagningen – så bliver det lettere et skære fine stykker. Server med en lækker, blandet salat.

Note. Skinkestangen er god som nem frokost eller natmad til gæster. Den kan laves helt færdig på forhånd, og skal så bare pensles med æg og bages inden den serveres.

Pin It on Pinterest

Share This