Print Friendly, PDF & Email

Selvom aspargessæsonen ikke helt er skudt i gang herhjemme, så er den så småt begyndt i Tyskland, og det benyttede jeg mig af, da vi var dernede Skærtorsdag. I Citti har de en meget stor og lækker grøntafdeling, og i anledning af påsken havde de tilbud på et bundt store, flotte, hvide asparges til kun 2,5 €. Det ville jo også være ærgerligt, at brænde inde med en masse friske asparges, når butikken holdt lukket henover påsken. Bundtet indeholdt hele 500 gr, så det tilbud var jo slet ikke til at stå for.

I modsætning til de grønne asparges, hvor man bare kan knække enderne af og spise dem rå eller dampe dem, så skal de hvide asparges skrælles først. Men det er faktisk også den væsentligste forskel, for de hvide asparges vokser under jorden og bliver til grønne asparges, hvis de får lov til at vokse sig op over jorden, inden de høstes. Skrælningen foregår nemmest med en tyndskræller eller kartoffelskræller. Skræl fra hovedet mod bunden, ligesom hvis det er en gulerod, men pas på med ikke at tage for godt fat i aspargesen, så kan hovedet nemlig knække af………..øhhhh, det er der nogen, der har fortalt mig 😉

Udover at hvide asparges skal skrælles, skal den nederste del også knækkes af og der går unægtelig en del til spilde, men hvis man kommer skrællerne og de afskårne stykker i en gryde og koger det op i stedet for at smide dem ud, er der grobund for alle tiders aspargesfond til fx suppe eller høns i asparges.

Mine skræller og endestykker kom i en gryde med ca. 1 L vand. Derudover kom jeg 1 tsk. salt og 2 spsk citronsaft i vandet. Da vandet kogte, kom de skrællede asparges i og blev dampet i 7-8 minutter under låg. Herefter fiskede jeg dem op igen, og lod fonden koge videre i yderligere 30 minutter. Den færdigkogte fond blev siet, afkølet og sat i køleskabet. Jeg har nemlig planer om aspargessuppe en af de nærmeste dage.

 

 

De dampede, lune asparges blev anrettet på tallerkner med carpaccio og dryppet med en god (færdigkøbt) basilikumpesto og lidt høvlede parmesanflager. Uhhh, det var en god og fyldig forret. Det lækre kød, de møre asparges, den salte ost og den skarpe pesto – et perfekt samspil. Desværre spiser kæresten ikke ost, så hans tallerken nåede (i mine øjne) ikke helt samme gastronomiske højde som min – men omvendt, han var vild med det, og han ved jo heller ikke hvad han går glip af.

Carpaccio med dampede, hvide asparges og pesto.

Forret til 2 pers.

500 gr friske. hvide asparges.

2 spsk citronsaft

1 tsk salt

100 gr carpaccio

2 spsk grøn pesto

friskhøvlet parmesan

Skræl aspargesene og knæk/skær det nederste stykke af. Gem evt. skræller og afskårne stykker til fond (se ovenstående). Bring en gryde med ca 1 L vand i kog og tilsæt citronsaft og salt. Når vandet koger kommes aspargesene i og dampes under låg i 7-8 minutter, til de er møre. Tag aspargesene op af vandet og lad dem køle lidt af. Imens anrettes carpaccio på 2 tallerkner. Læg de lune asparges på tallerknerne og dryp pesto henover. Drys friskhøvlet parmesan på toppen, server og nyd.

Pin It on Pinterest

Share This