Print Friendly, PDF & Email

Jeg kan lige så godt indrømme det, jeg er vild med te. Jeg ved ikke om man kan tale om et decideret afhængighedsforhold eller misbrug i forbindelse med te, men faktum er i hvert fald, at jeg drikker mellem 2 og 3 liter te om dagen og jeg har drukket te, lige så længe jeg kan huske. Jeg drikker gerne te i pauserne på arbejde og når jeg kommer hjem, laver jeg en stor pottefuld, som jeg nyder helt for mig selv.

 

 

I weekenden drikker jeg en kandefuld til morgenmaden og får vi rugbrødsmadder eller smørrebrød til frokost eller aftensmad, vil jeg faktisk også helst have te at drikke dertil. Kort sagt, te fylder rigtig meget i mit liv, hvilket da også er grunden til, at jeg synes det skal på bloggen.

På denne måde kan jeg altid vende tilbage og læse om de forskellige slags te jeg har beskrevet –  hvad jeg syntes om dem, om der var noget jeg skulle være opmærksom på og lidt om prisniveauet . Og for en person der oftest har mellem 12 og 15 forskellige slags te stående på hylden, kan det faktisk være ret nyttigt 😉

Men alt det te drikkeri betyder selvfølgelig også, at jeg går rigtig meget op i den te jeg drikker. At lukke mig ind i en tebutik svarer lidt til, at lade et barn gå amok i en slikbutik. Jeg drikker stort set alle slags te – sort, hvid, grøn eller rød og med eller uden frugt eller andre smagsnuancer, som fx karamel, vanille, lakrids osv.

Dog skal det te jeg drikker, helst være god te af en ordentlig kvalitet, hvilket er grunden til, at jeg stort set altid køber løs te, idet de fleste af de tebreve man kan købe, ofte ikke indeholder andet end 1/2 teskefuld meget finthakket smulder, der mest af alt minder om bundskrabet i en tedåse. Har man ikke en tepotte, eller drikker man bare ikke så meget te af gangen, så køb en lille te-si magen til den på billedet, (i Søstrene Grene kan den fås til under 5 kr.), fyld den løse te i sien og lad den trække i et glas eller en kop. Tro mig, der er stor smagsforskel.

God te behøver dog ikke nødvendigvis være en dyr fornøjelse, hvilket denne her grønne te fra Fredsted er et glimrende eksempel på. Jeg køber den i Rema1000 til bare 30 kr. for en dåse, og nogle gange er de oven i købet på tilbud til 20 eller 25 kr. Tebladene er store og flotte og ligesom “rullede sammen” og så folder de sig ud, når vandet bliver hældt på. Den har en fin smag af citron og jeg forestiller mig, at den vil egne sig perfekt til at lave icetea af, når vi kommer lidt længere hen på sommeren.

Kog vandet i elkedlen og vent herefter ca. 3 minutter til vandet er kølet ned til 80 grader, hvorefter det hældes over tebladene. Hvis vandet er for varmt, når det hældes over, kan teen blive lidt bitter. Lad teen trække i 3-5 minutter og nyd.

Pin It on Pinterest

Share This