Print Friendly, PDF & Email

Jeg har vist tidligere omtalt, at jeg ikke er den store kødspiser, og såmænd sagtens kunne være vegetar uden problemer. Men nu er der jo ikke kun mig at tage hensyn til herhjemme, og derfor får vi kød i nogenlunde samme mængder som andre danskere – dog har vi stadig 1-2 kødløse dage om ugen, hvilket vi begge synes er fint. Og da jeg nu modtog de mange fine dåser med bønner fra Urtekram, skulle der jo tænkes kreativt, så jeg satte mig for, at jeg ville prøve at lave bønnebøffer. Jeg har ikke smagt det tidligere, men jeg forestillede mig, at det ville være lidt som at spise falafel, som jeg elsker. Det var dog ikke helt som falafel – jeg vil næsten vove at påstå at det var bedre 🙂

Bønnebøffer lyder jo lidt som et levn fra 70’erne, i hvert fald i mine ører, og jeg må da også indrømme, at jeg følte mig lidt som en lille skabshippie, imens jeg stod der og formede mine vegetarbøffer. Jeg havde oven i købet frikadeller fra dagen før som back up i køleskabet, for det tilfælde at bønnebøfferne ville egne sig mere som tilbehør end som egentlig hovedret, men der skal jeg da love for, at alle mine fordomme og bange anelser blev gjort til skamme. De færdige bøffer smagte simpelthen så godt, at der ikke blev brug for frikadeller til hverken mig eller (utroligt) kæresten!!!

 

 

Bøfferne har en lækker og fyldig smag, de mætter godt og hvis man ikke ved det, kan man faktisk ikke umiddelbart regne ud, at der ikke er kød i. Jeg ville i hvert fald ikke opdage det. Jeg lavede bøfferne af en dåse røde kidneybønner og en dåse kikærter – mest fordi jeg som sagt er vild med falafel og tænkte, at hvis det endte bare nogenlunde som sådan nogle, ville det nok ikke gå helt galt.

De blendede bønner blev smagt til med soya, tahin og citronsaft, for at give lidt syre til den let flade bønnesmag. Desuden havde jeg stadig ramsløg tilovers fra vores ramsløgstur, så de blev hakket fint og kom med i “farsen”. Har man ikke ramsløg, kan man sagtens bruge andre krydderurter, fx persille, purløg og forårsløg eller bare et fed presset hvidløg. Udover førnævnte, kom der også lidt chilipulver, salt, peber og spidskommen i “farsen” – ja ja, jeg klyngede mig stadig til falafel-drømmene på daværende tidspunkt 🙂

For at “bønnefarsen” skal samle sig, skal der lidt stivelse i. Man kan bruge mel eller rasp, eller en blanding af disse, eller man kan bruge havregryn – evt. glutenfri. Lad “farsen” hvile ca. 30 minutter, så melet eller havregrynene kan suge væden til sig, og så kan man så nemt som ingenting forme de fineste bøffer, som steges knasende sprøde og gyldne i olie på en pande.

Vi spiste bøfferne med blandet salat, creme fraiche dressing og kartofler, skåret i både og vendt i lidt olie og krydderier og bagt i ovnen, men jeg kan også forestille mig, at bøfferne er gode i et flad eller pitabrød. De er selvfølgelig lækrest, når de er varme, sprøde og nystegte, men de kan også sagtens spises kolde dagen efter, evt. som en del af madpakken.

Bønnebøffer med ramsløg og chili.

12 stk.

1 ds, røde kidneybønner (250 gr)

1 ds. kikærter (250 gr)

1 spsk soya

1 spsk tahin

1 spsk citronsaft

2 spsk mel (kan erstattes af havregryn)

2 spsk rasp (kan erstattes af havregryn)

1 æg

5 blade ramsløg, finthakkede

1/2 – 1 tsk chilipulver

1 tsk stødt spidskommen

salt og peber

olie til stegning

Hæld væden fra bønner og kikærter, kom dem op i en sigte og skyl dem. Væden smager ikke specielt fantastisk. Hæld bønner og ærter i en skål eller i en blender og blend det godt. Jeg brugte min bamix stavblender i skålen. Tilsæt de øvrige ingredienser, smag til med krydderierne og lad “farsen” hvile i ca. 30 minutter. Varm olien op i en stegepande og form “farsen” til fine, små bøffer. Det er nemmest, hvis man dypper en ske i den varme olie og derefter former bøffen i håndfalden vha. skeen, ligesom når man laver frikadeller. Steg bøfferne sprøde og gyldne på begge sider og læg dem på fedtsugende papir indtil de skal serveres.

Pin It on Pinterest

Share This