Print Friendly, PDF & Email

Det har længe været forår – i hvert fald ifølge kalenderen. Men eftersom vejret ikke rigtigt har været samarbejdsvilligt, og vi oven i købet er blevet præsenteret for et par nætter med frost og is på forruden, så har jeg ikke rigtigt været i humør til at lave hverken forårs eller sommeragtig mad. Men i de sidste par dage har foråret jo vist sig fra sin smukkeste side, og hvad er så mere oplagt end at lave den ultimative sommerdessert – nemlig kærnemælkskoldskål? Og den skal selvfølgelig serveres med hjemmelavede kammerjunkere fyldt med vanille.

Det er utroligt simpelt at lave sine egne kammerjunkere, for dejen skal bare samles, trilles og bages. Og har man en køkkenmaskine, går det endnu lettere, for så smider man alle ingredienserne til de små basser i røreskålen og lader maskinen gøre hele arbejdet. Selvfølgelig skal der bruges et par minutter på at skære de forbagte kammerjunkere i halve og lægge dem på en bageplade, så de kan blive bagt færdige i ovnen, men når man først har bagt, og ikke mindst smagt, den hjemmelavede version, så er det altså svært at vende tilbage til Karen Wolf.

Server de sprøde, nybagte kammerjunkere med en stor portion hjemmelavet, vanilleprikket koldskål og nyd, at foråret endelig er landet for alvor, og at sommeren vinker lige om hjørnet.

Kammerjunkere med vanille.

Ca 80 stk.

kornene af 1 vanillestang

50 gr sukker

150 gr hvedemel

40 gr smør, skåret i mindre tern

1 tsk bagepulver

1/4 dl mælk

1 æg

Flæk vanillestangen og skrab kornene ud med en lille, skarp kniv. Mas kornene ud i 1 tsk af sukkeret og bland det godt sammen, så vanillekornene adskilles. Kom vanillesukkeret i en skål sammen med resten af sukkeret, mel, smør og bagepulver. Smørret smuldres ud i melet og dejen samles herefter med mælken og ægget. Hvis der bruges køkkenmaskine kommes alle ingredienserne i røreskålen på én gang, hvorefter dejen røres sammen.

Drys lidt mel på bordet og del dejen i 2 stykker. Rul hvert stykke ud til en pølse på tykkelse med en tommelfinger. Skær hver pølse i ca. 20 stykker og tril dem til kugler på størrelse med en hasselnød. Læg kuglerne på en bageplade og forbag dem ved 200 grader i ca 10 minutter – de må ikke tage for meget farve. Tag pladen ud af ovnen og lad kammerjunkerne køle lidt af, inden de halveres med en skarp kniv – det er nemmest med en savtakket kniv. Læg kammerjunkerne tilbage på pladen med skærefladen opad og bag dem sprøde og gyldne ved 200 grader i ca 8 minutter. Lad kammerjunkerne køle helt af, inden de kommes i en lufttæt beholder.

Pin It on Pinterest

Share This