Print Friendly, PDF & Email

I dag er det som bekendt Mors dag, og selvom jeg godt ved, at der er mange der mener, at det burde kaldes blomsterhandlernes dag, så synes jeg faktisk, det er vældig hyggeligt at komme forbi min mor med en lille ting. Vi havde planlagt at smutte forbi mine forældre ved kaffetid, og selvom jeg til at starte med, havde regnet med at køre forbi en bager og købe lidt kage til os, så blev enden af det hele, at jeg i stedet bagte lidt selv. Og valget faldt på disse  fantastiske scones, som stort set ingen tid tager at bage, fordi dejen bare skal samles og hverken skal hæves, røres eller hvile.

Opskriften stammer fra Odense’s hjemmeside. Det er faktisk er godt stykke tid siden, jeg første gang så opskriften, og nu blev der så endelig tid og lejlighed til at afprøve den. Scones kræver et minimum af æltning, idet de færdige scones helst skal være sådan lidt “flagede” og lette, så jeg valgte at røre dejen sammen på min Kitchen Aid. Jeg tror det tog den lidt under 1 minut at samle dejen, så der kan man da tale om et minimum af æltning 🙂 Herefter blev dejen rullet ud på et meldrysset bord og stukket ud til små, fine og appetitlige mini scones – jeg stak dem ud med en udstikker på 3 cm, men man kan selvfølgelig også bare lave dem større.

 

 

Vi spiste de nybagte scones “au naturel”, og det var helt fint, friskbagte som de var, men hvis man synes, det bliver for tørt, kan man flække dem og spise dem med smør, flødeost, lemon curd eller lign. Desuden kan man gå “all in” og servere de lækre scones med en stor pottefuld te.

Scones med hvid chokolade og marcipan.

20 små eller 12 store.

250 gr hvedemel

2 tsk bagepulver

1 knsp salt

75 gr revet marcipan

50 gr hvid chokolade, hakket

saften af 1 appelsin (1 dl)

1 dl fløde

mælk til pensling

Bland mel, bagepulver og salt i en skål. Kom den revne marcipan og chokoladen i, og fordel det med en gaffel. Tilsæt appelsinsaft og fløde og saml hurtigt dejen. Brug evt. en køkkenmaskine. Rul dejen ud i en 2 cm høj cirkel, på et meldrysset bord. Stik små, runde scones ud med en udstikker eller et glas, ca 3 cm i diameter. Læg dem på en bageplade med bagepapir, pensl med mælk og bag dem ved 200 grader i ca. 12 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad de færdigbagte scones køle lidt af på bageristen, inden de serveres, evt. med smør, flødeost eller lemon curd.

Pin It on Pinterest

Share This