Print Friendly

Denne her te stiftede jeg første gang bekendtskab med sidste år i december, da mine forældre havde en dåse med hjem, efter weekend i Tyskland. Og det var så stor en succes, at jeg senere måtte ud og investere i en til mig selv. Selve dåsen er sart beige farvet og teen består af en skøn earl grey med orange og mandarin.

Så vidt jeg har kunnet læse mig til, er “Troika” et russisk ord, der betyder en samling af tre ting – i dette tilfælde hentydes der til teen, som består af en blanding af sort te fra Kina, Indien og Sri Lanka kombineret med de tre citrusfrugter, Bergamot appelsin, appelsin og mandarin. Og denne sammensætning giver altså en helt fantastisk velduftende og velsmagende kop te med en snert af citrus, uden at det på nogen måde bliver overdrevet.

 

 

Teen minder meget om en af mine absolutte favoritter fra Kusmi, nemlig Anastacia, men citrussmagen er mere markant i Anastacia teen, hvorimod der nærmest kun er en let undertone i “Troika”. Alt i alt en lækker og fyldig te, som egner sig lige så godt til morgenmad som til eftermiddags eller aftensteen. Jeg drikker den i hvert fald på alle tidspunkter af dagen.

Teen brygges ved at hælde spilkogende vand på tebladene og lade den trække i 3-4 minutter, afhængigt af hvor stærk en kop te man ønsker. Er man mere til grøn te, at har jeg desuden fundet ud af, at der også findes en Grøn Troika, som består af grøn te, bergamot appelsin, appelsin og mandarin. Jeg overvejer kraftigt, om jeg ikke skal have fingre i den på et tidspunkt, men jeg kan vist ikke tillade mig at købe mere te lige nu, før jeg har fået tyndet lidt ud i lageret 🙂

Pin It on Pinterest

Share This