Print Friendly

Denne her te havde min mor med hjem til mig, da hun var i London først på året. Den er lavet af Twinings, i anledning af Dronning Elizabeth’s 60 års regeringsjubilæum i 2012, og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at min mor primært købte teen pga. den fine dåse.

Uanset hvor meget te de der englændere så ynder at hælde i sig, så kan de fleste af os vist godt blive enige om, at de er meget konservative og måske nok lidt kedelige omkring deres te. Denne her te er en helt almindelig, sort te og den minder faktisk meget om en English breakfast tea, som jeg også har en dåse stående af fra Kusmi. Det er te der smager udmærket og kan drikkes i stort set alle sammenhænge og så er det te som man kender det. Ikke nogen overraskelser her.

 

 

Jeg kan faktisk godt lide en kop helt almindelig, sort te engang imellem, så jeg får nogle gange denne her variant til min morgenmad. Den bliver lavet, som det meste andet sort te jeg har stående – spilkogende vand bliver hældt på tebladene og så trækker hele herligheden i 3-5 minutter, afhængigt af hvor stærk te man ønsker. Jeg går for det meste “all in”, når jeg drikker sort te og får en god sjat mælk i, men det er jo en smagssag.

Dåsen til gengæld, og det var jo den hele tekøbet startede med, er jeg vild med. I det hele taget har de utroligt mange fine tedåser, for ikke at tale om tepotter, i England og der skal da ikke være tvivl om, at jeg skal have denne her fine dåse stående fremme på hylden i køkkenet. Lidt royal har man vel lov at være 😉 Når dåsen engang er tom, regner jeg med, at komme noget af alt det te jeg køber i poser i tebutikkerne i den i stedet for – te har jo, som bekendt, bedst af at blive opbevaret i metaldåser, så det er jo med at udnytte det, når jeg har en tom.

Jeg ved ikke, om det stadig er muligt at købe “The Queen’s Diamond Jubilee” te i England, men det skal så også kun være fordi, at man gerne vil have dåsen. Teen derimod, skulle der være gode muligheder for at skaffe – man skal bare bede om en pose helt almindelig English breakfast te 🙂

Pin It on Pinterest

Share This