Print Friendly, PDF & Email

“Inferno”.

Dan Brown. Udgivet af Hr. Ferdinand, 2013.

Rost til skyerne af anmelderne og med en placering på New York Time’s bestseller liste! Dan Brown er tilbage med den 4. bog om symbolforskeren Robert Langdon.

Med udgangspunkt i Dante’s Inferno eller “Den guddommelige komedie” guides vi, i vanligt, hæsblæsende tempo, rundt blandt renæssancens mange symboler og når således både at besøge Firenze, Venedig og Istanbul, før Robert Langdon igen kan rejse hjem til Boston.

Bogen lægger hårdt fra start med en forfølgelse og et selvmord for at beskytte en hemmelighed mod at komme i de forkerte hænder. Men hvilke hænder er i grunden de forkerte? Hvem kan man stole på, og hvem er i sidste ende de “gode” og de “onde”? Og hvad nu, hvis dem man tror er de “gode” i virkeligheden er de “onde”?

Robert Langdon har fået hukommelsestab og har totalt har mistet erindringen om de sidste 48 timers begivenheder. Han aner ikke, hvorfor han vågner op på en hospitalsstue i Firenze, eller hvad det er for en underlig “dims” han har i lommen. Han aner ikke hvem den smukke, ældre kvinde, der forsøger at kommunikere med ham igennem hans drømme er, og han aner overhovedet ikke, hvem det er der prøver at slå ham ihjel, så han må flygte fra hospitalet sammen med den unge og lynende intelligente kvinde, Sienna Brooks.

 

 

Bogen er fyldt med overraskelser, og på vanlig vis snor Dan Brown læseren om sin lillefinger. Luller os ind i troen på hvem vi kan stole på og hvem der vil hjælpe Robert Langdon, for så igen at snyde os. Det er spænding fra først til sidst og det er umanerligt svært at lægge bogen fra sig – handlingen bliver ved med at spøge i baghovedet, indtil sidste side er vendt og mysteriet er opklaret.

Jeg har altid ment, at Dan Brown er en gudsbenådet forfatter. Ingen forstår som han, at sætte tvivl ved folks opfattelse af, hvordan de forskellige institutioner, som vi kender dem, i virkeligheden fungerer. Tænk bare på røren omkring Vatikanet i forbindelse med “Da Vinci Mysteriet” eller Frimurerlogen i “Det forsvundende tegn”. Hans bøger er en blanding af fiktion og virkelighed der gør, at læseren sidder tilbage med tanken: “Er det her mon sandt”?

Udover fiktionen i bøgerne er Dan Brown altid 100 % tro overfor omgivelserne, hvilket er grunden til at hans bøger groft sagt ville kunne bruges som undervisningsmateriale. Det er ikke meget, den gode Professor Langdon ikke ved om de mange kunstskatte, statuer og berømte bygninger vi passerer undervejs i bogens handling og vi suger det hele til os som ren historie og religionsundervisning.

Det er blevet “moderne” at følge i Dan Browns (eller Robert Langdons om man vil), fodspor rundt i eksempelvis Rom eller Paris og følge ruten fra “Engle og Dæmoner” eller “Da Vinci Mysteriet” –  simpelthen fordi det hele “findes i virkeligheden”. Dan Brown har skabt et fiktivt univers, som vi alligevel kan “åbne og gå ind”, hvilket jeg tror, er en af grundende til bøgernes store succes. Og i den 4. bog om Robert Langdon, kan vi  komme på tur rundt i Firenze og nyde den smukke Katedral, vi kan komme til Venedig og mærke den specielle stemning og se Rialtobroen, Markuspladsen og Dogepaladset og vi kan komme til Istanbul og beundre Den blå Moske og Haga Sofia.

Læs bogen hvis :

Du ligesom så mange andre er rødglødende Dan Brown fan og derfor selvfølgelig har læst hans andre bøger inkl. “Da Vinci Mysteriet” og “Engle og Dæmoner”, men alligevel var en lille smule skuffet over “Det forsvundne Symbol”. Denne her bog lever 100 % op til de to første. Og glæd dig så til, gang på gang, at blive taget ved næsen af den dygtige Hr. Brown.

Pin It on Pinterest

Share This