Print Friendly, PDF & Email

Her kommer, som lovet, en anmeldelse af “Børsen” i Svendborg, hvor kæresten og jeg spiste frokost lørdag eftermiddag på vores tur til Faaborg og Svendborg. På “Børsen” betegner man sig selv som en Gastropub – eller, som der står på hjemmesiden : “Glem aldrig, at det først og fremmest er en pub – ikke en restaurant”!
Dette udsagn kunne måske godt få et par stykker eller tre til at finde et andet sted at spise, men man skal ikke lade sig narre, for de er nu ret gode til det med mad alligevel. Og som de også selv skriver : “Vi er nødt til at indrømme det : Vi har byens bedste burger”!

Burger blev det nu ikke til i lørdags, selvom den så utrolig god ud – smurt med kryddermayonnaise og fyldt med sprøde salater, syltet agurk, tomat, irsk cheddar, bacon, sprøde løgringe, Heinz sauce, sød fransk sennep og 200 gr hjemmelavet bøf. Og var det ikke nok, kunne man få en bøf mere i. Jeg valgte i stedet en sandwich med tun, som jeg havde spottet på nabobordet og som så virkelig lækker ud. Jeg er virkelig vild med sandwich, når de er lavet ordenligt og fyldet ikke virker skrabet, men det var faktisk svært at vælge, for der var rigtig mange gode ting på menuen, som udover sandwich og burgere også bød på brunch, lette anretninger, salater og klassiske retter som stjerneskud, frokostplatte og pariserbøf.

Jeg kom dog ikke til at fortryde mit valg, for det er længe siden, jeg har fået så lækker en sandwich. Smørristet, groft brød med lækker, hjemmelavet tunsalat, sprøde salatblade og de lækreste, sød-syrlige, syltede rødløg. Dertil en generøs mængde sprødstegte kartoffelbåde – faktisk flere end jeg kunne spise, så kæresten måtte hjælpe og en lille skål kryddermayonnaise til at dyppe i. De syltede rødløg var et virkeligt lækkert indslag i sandwich’en og samspillet mellem den bløde tunsalat og de sprøde løg med de sød-syrlige smagsnuancer, fik den til at minde om en amerikansk tunsandwich med pickles. Mums.

Kæresten vejede længe for og imod på menukortet, indtil han endelig bestemte sig for en Club sandwich med karrydressing og bacon. Men det var ikke bare en hvilken som helst Club sandwich, som den serveres på de fleste cafeer. Igen var den lavet på smørstegt, groft brød, som var smurt ganske let med karrydressing. Men derudover bestod fyldet af rigeligt, plukket kylling, sprøde salatblade, tomat, agurk, syltede rødløg magen til dem i min tunsandwich, sprødstegt bacon, en skive grillet ananas og et vendt spejlæg! Haps.

Sjældent har jeg set så fyldig og lækker en Club sandwich. Og igen, med tilbehør af sprødstegte kartoffelbåde og kryddermayonnaise. Mens vi spiste, snakkede vi faktisk om, at det er sjældent, man får så generøs en portion tilbehør på cafeer, i hvert fald på de cafeer vi kommer. Der var rigeligt med både kartofler og dressing – kæresten kunne lige klemme de sidste af mine kartoffelbåde ned, men det lykkedes hverken ham eller mig at spise al vores kryddermayonnaise, hvilket meget sjældent sker.

En fin, lille detalje er i øvrigt, at man kan bestille sin sandwich både med og uden tilbehør. Er man ikke så sulten, bestiller man “bare” en sandwich, men for 10 kr. ekstra kan man få nachos med ost eller sprødstegte kartoffelbåde med kryddermayonnaise “on the side”.

Vi drak vand til maden – det var simpelthen for varmt til at tænke på andet, hvilket da også kunne ses på de andre borde. Det var primært øl og vand, der røg indenbords 🙂
Men også her blev vi positivt overraskede, for der blev sat en pæn, stor flaske med vand foran os sammen med to glas med isterninger. Normalt er vi nødt til at bede om genopfyldning af vandkander et par gange, når vi spiser ude. Og helt slemt er det på de steder, hvor de kun serverer vand i glas – åhhh, hvor jeg hader sådan noget. At skulle sidde og bede om og betale pr miniglas vand, som de lige stikker ind under vandhanen og derefter forlanger 15 kr for!!!

 

 

Nå, men det blev i hvert fald ikke aktuelt her, for på trods af at vi sad udendørs og nød de høje varmegrader, så lykkedes det os ikke at tømme den solide vandflaske. Sådan skal det være! Mætte og tilfredse bad vi om regningen, som lød på………..200 kr i det hele. Mere rimelig pris kan man vist ikke forlange!

En kort opsummering af vores besøg må derfor være – sød, smilende og meget opmærksom betjening, fantastisk mad og yderst rimelige priser. Og deraf må jeg jo så desværre også konkludere, at nogle af de cafeer og restauranter jeg normalt besøger afgjort trænger til konkurrence.

Men det var jo ikke helt gjort med, at vi blev mætte og tilfredse, for som jeg skrev i forrige indlæg om vores tur til Faaborg og Svendborg, så skulle kæresten jo lige op ovenpå og se “Martha”. Og så var hans dag reddet 🙂

Skulle nogen have fået lyst til at besøge “Børsen” og “Martha”, så kommer adressen her :

Restaurant Børsen

Gerritsgade 31

5700 Svendborg.

Pin It on Pinterest

Share This