Print Friendly

Sammen med jordbær med fløde må koldskål simpelthen ligge allerøverst på hitlisten, når det gælder danskernes favorit sommer dessert. Der skal ikke være sommertemperaturer, blå himmel og strandvejr i mere end et par dage, før det ikke er til at støve så meget som 1/2 L kærnemælk op i nogle af landets supermarkeder.

Koldskål findes efterhånden i et hav af varianter. Den findes blandt andet med hyldeblomst, rabarber, lakrids, jordbær og hindbær og så den gode, gamle klassiker med æg. Den med æggene gik dog lidt af mode, da den store salmonellaforskrækkelse indtraf for efterhånden mange år siden, men takket være de past. æg, har man alligevel kunnet spise koldskål med æg. Rygterne vil dog vide, at salmonella nu stort set er udryddet i Danmark og at det igen er “lovligt” at spise de rå æg direkte fra hønen.

Det bliver dog ikke noget problem i forhold til denne her koldskål, for den har aldrig set skyggen af et æg og selvom jeg godt ved, at der findes folk, der hårdnakket påstår, at koldskål ikke er koldskål, hvis ikke det er lavet på æggesnaps, deriblandt min egen far, så synes jeg altså, at denne her koldskål er den bedste der findes. Jeg har efterhånden lavet den i mange år og den smager lige præcis, som jeg godt kan lide den. Den er tyk og cremet, sortprikket af vanillekorn og med en frisk citronsmag. Den er 100 gange bedre, end den koldskål man kan købe færdig i supermarkedets køledisk og så er den nem at lave. Faktisk er det så nemt, at det går hurtigere, end at stå i kø og vente på at betale for en liter færdigkøbt koldskål, for denne her kan røres sammen på et par minutter.

 

 

Spis den lækre koldskål med friske jordbær skåret i grove stykker og kammerjunkere – hjemmelavede kammerjunkere er selvfølgelig suverænt de bedste, men færdigkøbte behøver nu ikke være så ringe endda.

Koldskål med vanille.

1 Liter

1/2 L ymer eller tykmælk

1/2 L kærnemælk

3-4 spsk sukker eller efter smag

saften af 1/2 citron

kornene af 1 vanillestang

Hæld ymer eller tykmælk i en skål. Halver vanillestang og skrab kornene ud. Mas kornene ud i lidt sukker på et skærebræt, så kornene skilles ad. Hæld vanillesukkeret i skålen og tilsæt sukker og citronsaft. Til sidst hældes kærnemælken i skålen og der røres godt rundt. Smag til, måske skal der bruges lidt ekstra sukker. Lad koldskålen hvile på køl indtil servering. Server med kammerjunkere og evt. friske jordbær. Det smager også godt at komme vanilleis i koldskålen.

Pin It on Pinterest

Share This