Print Friendly, PDF & Email

I aften har jeg testet Santa Marias bud på en kylling tikka masala. En ret som blev afprøvet, fordi det skulle være lidt nemt. Og nemt var det i sandhed – det var faktisk nemmere og hurtigere end at ringe efter take away. Denne ret kræver ikke andet end 4 ingredienser (vand tæller ikke i min verden) og efter ca 10 minutter, var der lækker, indisk aftensmad i gryden. Sørg for at sætte risene over at koge før man går i gang med kyllingen, ellers vil risene halte ubehjælpsomt bagefter.

Lækre, saftige kyllingestykker i en tilpas krydret og cremet sauce, hvor også børn kunne være med. Serveret med lune naanbrød og mangochutney, nykogte, letklistrede jasminris, der rigtigt kunne suge saucen og drysset med en skefuld peanuts, var det et perfekt aftensmåltid og sammenlignet med vores lokale, indiske take away kunne jeg faktisk ikke smage den helt store forskel.

 

 

Og jo, man kan uden tvivl lave sit eget tikka masala mix, som måske også er bedre end Santa Maria’s, ligesom man kan koge sin egen høne til hønsekødsuppe og lave hjemmelavede kød og melboller til at komme i. Men essensen er, at nogle dage ender det altså bare med pizza, eller anden form for take away, uanset hvad – i hvert fald her i huset og så synes jeg personligt, det er rart at have et brev kylling tikka masala liggende i skabet og en pakke kylling i fryseren, som et nemt, lækkert og noget billigere alternativ.

Kyllinge Tikka Masala – Santa Maria India.

4 pers.

500 gr kyllingefilet, skåret i tern

lidt olie til stegning

1 brev Tikka Masala spice mix

1 dl vand

2 dl creme fraiche

Brun kyllingen godt i olien i en gryde. Drys krydderiblandingen over og tilsæt vandet. Rør rundt så krydderierne bliver godt fordelt og tilsæt herefter creme fraiche. Læg låg på gryden, skru ned for varmen og lad kyllingen simre i ca. 5 minutter, til saucen er cremet og lækker.

Server kylling tikka masala med lunt brød, fx papadums eller naan, mango chutney og nykogte ris. Drys evt. lidt peanuts ovenpå hele herligheden, hvis der ønskes lidt crunch til retten.

Pin It on Pinterest

Share This