Print Friendly, PDF & Email

Jeg har udfordret mig selv! Jeg vil prøve at undvære brød, kager, ris, pasta, kartofler, sukker og alkohol i en måned. Kort sagt, nogenlunde alt det der gør livet værd at leve – i hvert fald hvis man spørger mig lige nu. Det kan jo godt være, at det slet ikke bliver så svært og at jeg mener noget helt andet om et par uger, men det må vi jo se til den tid.

Sagen er den, at min kære fru moder frygtelig gerne vil smide lidt sul på sidebenene og da vi var til fødselsdag fredag aften, faldt snakken på LCHF, som jo er det hippeste af det hippe lige for tiden. Faktisk lever ikke mindre end halvdelen af vores familie efterhånden efter LCHF principperne og de har da også opnået nogle meget nydelige resultater. Nogle på meget kort tid og andre har været lidt længere om det, men faktum er, at de alle har tabt sig. Og da LCHF principperne i forvejen ligger meget tæt på den mad, min mor normalt spiser – måske ikke så meget High Fat delen, men hun spiser meget grønt, fisk og magert kød, så mangler hun faktisk bare lige at cutte sit elskede rugbrød, samt det traditionelle aftensmadstilbehør i form af ris, pasta eller kartofler og lidt slik eller en kage i ny og næ. Kort sagt, at spise efter LCHF principperne, vil formentlig være relativt nemt for hende. Desuden er hun ikke typen, der gider hverken veje sin mad eller tælle kalorier og det slipper man jo helt for på LCHF.

 

 

Men så var der jo lige den lille detalje, at det altid er sjovest at være to om den slags. Så jeg sprang ud i det og lovede, at så skulle jeg nok også lægge min kost om til LCHF, idet jeg formentlig ikke ligefrem ville forsvinde ved at smide et par kilo. Så nu har vi aftalt, at vi giver det en chance og prøver det sammen – i det mindste i 1 måned og så må vi se, hvad vi mener om det hele derefter. Og den måned startede altså i går……………..

Jeg synes personligt, det er et drønspændende forløb, vi skal i gang med, men nu er jeg måske også lidt bidt af at lære om og teste forskellige livsstile og kostprincipper, eftersom jeg jo starter på drømmestudiet med at læse Sundhed og Ernæring til september, så for mig er det lidt en hobby.

Skulle der nu sidde en enkelt tilbage derude, der endnu ikke blevet indhentet af LCHF bølgen, kan jeg da lige kort opsummere, hvad det hele egentlig drejer sig om. LCHF står i al sin enkelthed for Low Carb High Fat eller “få kulhydrater, meget fedt”. Man skærer kort og godt ned på kulhydrater i kosten og erstatter dem med sundt fedt i stedet for. Farvel til ris, pasta, kartofler, brød, hvedemel, stivelse, sukker og alkohol og goddag til grønsager og fedt/ gode proteiner fra kød, æg, økologisk fløde og smør, olier, avocadoer, oste, nødder, kerner og en lille smule frugt (primært bær), samt lidt rodfrugter i ny og næ. Man kan evt. læse meget mere om LCHF inde hos Madbanditten, som har en kæmpestor LCHF blog fyldt med opskrifter, eller i denne her letlæselige og enkle folder. Desuden findes der flere bøger om emnet. Bær og rodfrugter er sådan set et no go, hvis man følger en meget streng LCHF diæt, men vi har besluttet os for, at der skal være måde med det og at vi ikke vil gå glip af alle de lækre bær, som bliver modne nu, samt alle de lækre rodfrugter, som har sæson lige om lidt, så det spiser vi altså en lille smule af engang imellem, ligesom mange andre LCHF bloggere.

Min kost den næste måneds tid vil selvfølgelig smitte af på bloggen, eftersom jeg primært blogger om det vi spiser, men jeg håber, at I vil tage det ligesom jeg, nemlig som en udfordring og en tur ud i LCHF universet. Og hvem ved, måske ryger der et par opskrifter på bloggen, som selv folk der ikke spiser efter LCHF principperne, kan blive inspirerede af – grønsager har vi jo trods alt alle sammen godt af på et eller andet niveau 🙂

Pin It on Pinterest

Share This