Print Friendly

Fredag aften trængte vi til en rigtig god omgang “start på weekenden – hygge” mad og valget faldt på pizza a la LCHF. Jeg har faktisk lavet pizzaer efter nogenlunde samme koncept for efterhånden en del år siden, mest fordi jeg dengang syntes, det lød spændende og gerne ville smage det, men jeg mente også at kunne huske, at det rent faktisk smagte ret så lækkert. Heldigvis havde min hukommelse ikke snydt mig og det blev en helt igennem formidabel pizza-night – lækre bunde fyldt med tomatsauce, tynde skiver chorizo, lidt løg og solide mængder revet mozzarella og friskrevet cheddar. Til sidst blev den færdigbagte pizza dryppet med lidt god pesto og et lille drys tørret oregano og så var weekenden ellers skudt i gang på bedste LCHF vis – og vi blev så mætte, at vi ikke var i stand til at rejse os fra sofaen igen, da vi skulle i seng 🙂

Bundene til pizzaen laves på æg, revet ost, lidt salt og tørret oregano samt en teskefuld HUSK til lige at suge lidt af væden. Lige ud af landevejen og meget simpelt. Sammenlignet med normale, hjemmebagte pizzabunde er det jo noget mere simpelt og hurtigt at lave, selvom man aldrig skal kimse af en hjemmebagt, langtidshævet pizzabund. Nå, hver ting til sin tid og lige nu handler det jo om LCHF.

 

 

Fyldet til bunden bredes ud på en bageplade og bages til den er stivnet og gyldenbrun. Og så er det ellers bare at fordele sit yndlingsfyld og sætte det hele tilbage i ovnen, til osten er smeltet og der dufter af Italien i hele huset. That’s it. Vil man være overskudsagtig, kan man lave en ekstra stor portion æggemasse og bage nogle ekstra bunde. De kan nemlig sagtens tåle at komme i fryseren. På den måde skal man bare tø en pizzabund op og fordele sit yndlingsfyld næste gang trangen til pizza melder sig – så går det endnu hurtigere.

LCHF pizza.

2-3 pers.

4 store æg

150 gr revet ost, gerne mozzarella eller lign.

1/2 tsk salt

1-2 tsk tørret oregano

1-2 tsk HUSK

Diverse fyld til pizzaen. Jeg brugte tomatsauce, revet ost, chorizo i skiver, løgringe, tørret oregano og grøn pesto.

Rør alle ingredienserne sammen i en skål og lad den hvile et par minutter, så HUSK fibrene suger lidt af væden. Herefter hældes æggemassen ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bredes ud til en firkantet eller rund pizza. Denne portion giver en firkant på ca. 20 x 30 cm, måske lidt mere. Sæt pladen i ovnen og bag bunden ved 200 grader i ca. 15 minutter, til den er stivnet og gylden i kanterne.

Fordel tomatsaucen på bunden og kom derefter revet ost, chorizo, løgringe og lidt ekstra revet ost på toppen. Drys med oregano og bag pizzaen ved 200 grader i ca. 10 minutter, til osten er smeltet. Dryp pizzaen med lidt grøn pesto på toppen og server straks – gerne med en lækker, blandet salat on the side.

Note. Forskellige andre slags grønsager er også lækre på pizzaen, fx peberfrugt i skiver, friske tomater i skiver, fint strimlet squash, auberginer, oliven eller marinerede artiskokhjerter.

Pin It on Pinterest

Share This