Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Varm kakao med hindbærflødeskum…

0 kommentarer
Drikke
Gå direkte til opskriften

Hvad er bedre på end varm kakao med flødeskum, når det blæser udenfor og ilden knitrer i brændeovnen? Jeg synes, at varm kakao er noget af det hyggeligste og så kan sådan en kop jo sagtens gøre det ud for en lille dessert, hvis lysten til noget sødt melder sig efter aftensmaden. Især hvis man laver varm kakao med hindbærflødeskum, som er mindst lige så lækkert, som det lyder, men i bund og grund noget af det mest simple. Det drejer sig i al sin enkelthed om at lave en god kakao og røre et par skefulde god hindbærmarmelade i flødeskummet, inden det anrettes på toppen af kakaoen. Og så er der serveret. Kan det blive meget bedre på sådan en regnfuld og blæsende søndag?

>> Se også min opskrift på hjemmelavet instant kakaopulver lige her. 

Resten af min weekend er for øvrigt gået med intro fest på skolen, hvor min klasse vandt prisen for “festens bedste stemning”. Man kunne både vinde for bedste stemning og bedste udklædning/bordpyntning, men da man ikke kunne vinde dem begge, måtte vi jo lade os nøje 😉 Vi havde været i skole hele fredagen fra kl. 8 om morgenen, så det blev faktisk ikke vildt sent, inden jeg var hjemme, men en sjov fest det var det nu.

I går var vi til fødselsdag hos min onkel. Vejret var fint og vi hyggede os i haven med kaffe og kage, boller med diverse oste, oliven, rygeostsalat, hjemmedyrkede blommer og brombær samt lidt øl og sodavand. Turen går jo til New York om ganske få dage, blandt andet i selskab med selvsamme onkel, så selvom det faktisk var rund fødselsdag, fejrede vi det bare stille og roligt og så må vi jo lige fejre det lidt ekstra “over there” – fællessang og flag slap han dog ikke for.

I dag har vi bare sovet længe, spist en sen, hjemmelavet brunch og hygget os, for Morten er småforkølet. Det går bedre, men han skulle nu helst nå at komme sig helt, inden vi skal til New York. Derfor forsøger han at slappe så meget af som muligt og render rundt med et uldent tørklæde om halsen og varm te i koppen, så mon ikke han kan få rystet de værste baktusser af? Ellers er der i hvert fald hjemmelavet førstehjælp at finde i den varme kakao med hindbærflødeskum, som jeg lige straks vil fordele i 2 store kopper. Og så står resten af dagen vist bare på sofahygge med et par bløde tæpper og måske en god film eller et par afsnit af en serie.

Ingen bedømmelser

Kakao med hindbærflødeskum

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Samlet tid10 minutter
Antal: 2 store kopper

Ingredienser

  • ½ liter mælk
  • 3 spsk kakaopulver (drikke og bagekakao)
  • 3 spsk sukker
  • ½ dl vand
  • 0,75 dl piskefløde
  • 2 tsk hindbærmarmelade

Fremgangsmåde

  • Varm mælken op i en gryde.
  • Rør kakaopulver og sukker sammen i en skål og tilsæt vand. Rør det hele sammen til en klumpfri pasta.
  • Når mælken er varm røres kakaopastaen ud i mælken. Smag til og tilsæt evt. lidt mere sukker, hvis det er nødvendigt.
  • Pisk fløden til skum og tilsæt 1-2 tsk hindbærmarmelade.
  • Server den varme kakao med hindbærflødeskum på toppen.
Man kan selvfølgelig udelade hindbærmarmeladen i flødeskummet og bare servere med almindelig flødeskum. Skal der ekstra smæk på hindbærsmagen, så kan man også drysse med frysetørret hindbær ved servering. 
Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer