Print Friendly, PDF & Email

Dagen startede som vanligt med diverse slags morgenmad og kaffe på Westway Diner – denne morgen var hittet yoghurt med frugt og hjemmelavet granola. Derefter tog nogle uptown for at gå på marked/loppemarked – det var jo søndag og så er der rigtig mange markeder rundt omkring. Et par sneg sig tilbage til hotellet og sov yderligere et par timer og vi tog en tur i den modsatte retning, nemlig downtown med kurs mod Financial Distrect og Wall Street.

Jeg har jo efterhånden været på Wall St. en del gange, men det er første gang, at børsen ikke har været “pakket ind” i det amerikanske flag. Det plejer at være rullet ned foran søjlerne som et gardin og hænge på den tynde metalstang der lige kan anes øverst ved søjlerne. Denne gang var der kun små flag fremme – ved ikke om det var vaskedag for flaget i anledning af søndagen, men det var da helt sjovt at kunne se bygningen rigtigt og flot er den jo.

Efter besøget på Wall St. gik vi over i Battery Park, hvor blandt andet Castle Clinton ligger – et gammelt fæstningsværk. Det er også her, man kan se den skulptur, som stod mellem tvillingetårnene indtil d. 11 september 2001 – den fik nogle skader efter tårnenes fald, men man har alligevel bevaret den og nu står den i Battery Park, imens en evig flamme brænder foran den til minde om ofrene.

 

 

I Battery Park mindes man desuden nogle af de amerikanere, der faldt under 2. Verdenskrig – deres navne er indgraveret i nogle store stenblokke, men på trods af alle de sørgelige skæbner man mindes her, er der nu meget hyggeligt og livligt alligevel. Der er både gadesælgere og musikanter – desuden sejler bådene over til Frihedsgudinden herfra.

Man skal reservere plads/billet i rigtig god tid i forvejen, hvis man vil ind i selve Frihedsgudinden. Under sejlturen rundt om Manhattan fik vi fortalt af guiden, at næste dato med ledige pladser var d. 9. november 2013 og på det tidspunkt var vi vel at mærke i slutningen af september, så det er jo ikke godt at vide, hvornår der er ledige pladser nu. Til gengæld kan man altid komme over på selve øen med bådene og de sejler stort set hele tiden.

Efter at have gået lidt rundt inde i Battery Park satte vi igen kursen uptown – vi skulle nemlig mødes med de andre ved Columbus Cirkle og på picnic med vores frokost inde i Central Park. Det var jo søndag og så er der altid rigtig meget at se på derinde 🙂

Vi mødtes med de andre og fik købt lidt frokost og drikkevarer. Nogle gik i Whole Foods og blandede bokse fra deres buffet, andre købte sandwich og jeg fik en bakke sushi med avocado og tigerrejer. Vi gik lidt ind i parken til vi fandt et passende sted, hvor vi bredte vores tæpper ud og spiste. Solen skinnede og der var masser af liv rundt omkring os, men der var også mange, der bare lå på deres tæpper og slappede af. Efter frokosten stod den på et par timers ren afslapning og middagslur, samt lidt is-spiseri og øldrikkeri – godt gemt i brune papirsposer, så der ikke var nogen, der skulle tro, at det var alkohol vi sad og drak 🙂

Da solen begyndte at gå ned, gik vi en tur igennem en del af parken – den er jo ret stor, så vi gik ikke fra den ene ende til den anden. Vi startede med at gå ned ad Poets Walk/The Mall, som nok er en af de berømteste “gader” i Central Park. De store, gamle træer strækker sig ind over den brede vej og den er ofte afbilledet om vinteren med sne på de nøgne træer eller om foråret med blomster.

Hele vejen ned langs Poets Walk står der gadehandlere og folk der spiller eller underholder. Blandt andet var der nogle. der lavede kæmpe store sæbebobler.

For enden af The Mall ligger springvandet og The Lake. Her kan man leje en robåd og sejle sig en tur eller man kan leje en gondol med tilhørende chauffør og lad dem klare arbejdet. Der er altid fyldt med mennesker og optrædende ved springvandet og udsigten er virkelig flot sådan en lun septemberaften.

Disse fyre fra Brooklyn lavede et rigtig flot show, hvor de også inddrog publikum. Blandt andet havde de en lille dreng inde og “hjælpe” dem og da han gik ud igen, fik han en stor hånd fra publikum + 5 $ fra drengene, som han havde tjent ved at hjælpe dem med deres show – en lidt fin detalje at de penge publikum gav drengene blev fordelt mellem ALLE medvirkende 😉 I det hele taget var de meget opmærksomme på de børn, der stod og kiggede på dem og de havde et kampråb a la “hvis du holder dig fra stoffer og passer din skole, kan du blive som os”!

Brudepar var der også rigtig mange af i parken. Det er åbenbart et tilløbsstykke at blive fotograferet derinde, men det er da også en perfekt baggrund. Nogle steder var parrene nu mere velplacerede end andre – fx var der et par der skulle fotograferes på en tandem og folk stimlede jo sammen og kiggede, fordi det så sjovt ud, så jeg ved ikke om det nogensinde lykkedes fotografen af få et billede kun med parret.

I det hele taget var det noget af en opgave, at fotografere brudeparrene – fotograferne rendte rundt i fine jakkesæt med store kameratasker og bag sig kom deres assistenter så med spots, reflekser og rekvisitter. Det kunne tage rigtig lang tid at få parret stillet op, før man var klar til at skyde, blandt andet skulle brudens kjole rettes rigtig mange gange, hvilket åbenbart begyndte at kede navnlig denne brudgom 🙂

Ud til søen ligger en lille restaurant kaldet The Boathouse. Der var rigtig mange mennesker derinde og et enkelt af bryllupperne skulle også afholdes her, så det var temmelig fyldt. På den anden side af restauranten, altså uden udsigt til søen men til gengæld til resten af parken, kunne man derimod købe kaffe, kage, sodavand og diverse snacks som man kunne sætte sig ved de små udendørs borde og nyde, så vi slog os ned ved bordene og købte lidt.

Lækre, sprøde og perfekt saltede pommes frites i en kæmpe bøtte til 1,75 $ eller rundt regnet 10 kr. Vi delte portionen alle sammen og spiste diverse dressinger, ketchup, mayonnaise og saucer til.

Lige det med saucer er faktisk noget andet, man meget hurtigt bemærker, når man kommer til USA. I selv den mindste lille bitte Deli, står en mindre buffet med plastikservice, servietter, sukker, salt, peber, sugerør og rørepinde samt poser med diverse saucer, ketchup, sennep, mayonnaise mm. til fri afbenyttelse. Herhjemme kan man jo nemt komme til at betale en 10’er ekstra, hvis man går på burgerbar og gerne vil have lidt dyppelse til sine fritter.

Det samme oplevede vi på båden, da vi sejlede rundt om Manhattan. Min mor og jeg købte hhv. en kop kaffe og en kop te i bådens cafeteria og vi skulle derefter gå over til et bord for at sætte låg på koppen. På bordet var der, udover plastiklåg og diverse tebreve til mit varme vand også rørepinde, servietter, sukker (almindeligt og sødemiddel), kaffefløde, mælk og forskellige slags fløde/mælk med smag, fx vanille eller kanel. Min mor endte med at lave sin helt almindelige kop kaffe om til noget, der mindede om en dessertkaffe med fløde, lidt sukker og en skøn vanillesmag. Altså hvor ser man lige sådan noget herhjemme – til fri afbenyttelse vel at mærke? Og det var altså ikke et eller andet fancy kaffehus vi var i, men derimod et cafeteria på en båd.

Jeg kan huske, at McDonalds i sin tid begyndte at tage 50 øre pr. pose med ketchup eller pommes frites sauce. Og da folk brokkede sig, fik de at vide, at det var for at undgå, at burgerne skulle stige i pris. Siden er både burgere og poserne med ketchup vist steget flere gange, men ketchup til de pommes frites man har købt og betalt, burde ærlig talt være en selvfølgelighed, hvis man spørger mig. Og så nævner jeg ikke et ord om, at en mellem burgermenu i USA koster 5-7 $ eller hvad der svarer til mellem 30 og 40 kr og størrelsen svarer til vores store menuer herhjemme.

Selvfølgelig ved jeg godt, at man aldrig kan sammenligne på grundlag af en burgermenu, for vi har jo nogle goder i Danmark pga. vores skatter og afgifter, som amerikanerne må undvære, men alligevel – jeg synes godt nok vores mad er dyr, når man kommer hjem efter en tur “over there”.

Efter pausen skråede vi over mod højre og gik ned mod danskeren, der altid er i Central Park, nemlig H.C. Andersen. Jeg synes altid det er hyggeligt at “besøge” ham og man føler sig på en eller anden måde mere dansk, når man ser ham. Kan godt være, det er noget pjat, men jeg bliver altså en lille smule stolt, når jeg ser flokkene af turister, der løber rundt og fotograferer ham og snakker om ham. Når alt kommer til alt, så er vi jo i grunden ikke ret mange, der kan læse hans eventyr på originalsproget og når jeg ser ham i New York, kommer jeg altid til at tænke på det lille hus i Odense, hvor han voksede op.

Det var så småt begyndt at skumre, så vi gik tværs gennem parken, forbi skildpaddesøen over mod westside, for at finde en restaurant. Da mine forældre var i New York for nogle år siden, boede de på Upper West, ligesom vi også har gjort nogle gange og de kendte en god restaurant, så den gik vi efter. Det viste sig at være et rigtig godt valg.

Vi måtte sidde i 2 grupper á 4 og 5, idet der var en del gæster i restauranten. I USA gør de det jo meget i båse i restauranterne og selvom de er hyggelige, er de jo ikke altid så nemme at slå sammen. Ved vores bord blev vi enige om lette retter og så ville vi dele det meste. Min lillebror og hans kæreste startede med en lækker, fransk løgsuppe med mozzarellagratineret brød på toppen.

Beklager de lidt tågede billeder fra restauranten, men den var lidt mørk og det var svært at tage helt klare billeder.

Min onkel valgte en chili/beef suppe, som viste sig at være en art chili con carne. Pænt krydret, lød det fra ham – og så havde han oven i købet sagt “nej tak” til at få jalapeños på toppen 🙂

Udover suppe og chili fik vi også en stor snack tallerken på bordet. Der var en gedigen portion hjemmelavede løgringe – i forskellige størrelser selvfølgelig, for løgringe varierer jo, alt efter hvor på løget de er skåret. Hvorfor er det lige, at de altid er ens i størrelsen, når man får dem herhjemme? Derudover var der kartoffelbåde, stegt mozzarella, chicken tenders og hot wings – meget hotte og lækre hot wings 🙂 Vi blev spurgt, om vi også ville have kæmpe rejer med, men vi vurderede, at vi ikke ville kunne spise det.

Til tallerknen fulgte 3 saucer – en marinara, som er en plain tomatsauce, en blue cheese creme fraiche dressing og en ranch dressing, som også er en creme fraiche/kærnemælksbaseret hvid dressing med krydderurter – den er i øvrigt rigtig god til cobb salad, hvis nogen skulle sidde og mangle en dressing til en sådan 🙂

Desuden fik vi nachos med en varm oste/chili dip. Den dip var lumsk, for den smagte vildt godt, men chilien kom langsomt snigende, når man havde sunket en mundfuld, så man skulle skovle dippen lidt varsomt op på de lune nachos. I øvrigt kan de noget med nachos i USA – de er ikke nær så saltede, som dem vi køber herhjemme, men til gengæld er de meget større og der er ligesom mere bid i dem. Desuden kan man få dem i en blå udgave, som er lavet med blå majs – de er rigtig flotte, samt i en grøn udgave med avocado smag. Der er vist også nogle røde, men dem har jeg ikke smagt endnu.

Sidst men ikke mindst, havde vi også bestilt en lille pizza – bare en helt enkel med tomat og masser af mozzarella. Den ankom i den støbejernspande, som den var bagt i og blev skåret ud og serveret ved bordet af tjeneren. Det var en deep pan pizza, så den var tyk, lækker, sprød og fuldstændig fantastisk med gedigne mængder mozzarella ovenpå. Desværre yder den gule tallerken ikke pizzaen fuld retfærdighed, men det er afgjort et sted, kæresten og jeg har planer om at vende tilbage og spise pizza.

Godt mætte fandt vi en bus og satte kursen tilbage mod hotellet og Midtown – en lille kaffe og en kage blev det vist til, for et par stykker. Vi andre vaklede hjem i seng, fulde af indtryk og masser af mad.

Pin It on Pinterest

Share This