Print Friendly, PDF & Email

Så er der taget hul på juleforberedelserne til julen 2013, men det drejer sig dog kun om fordej til honningkagerne og den skal altså helst hvile minimum 1 måned, så jeg er slet ikke så voldsomt tidligt ude, som det måske lyder.

Honningkagerne bliver lavet efter Claus Meyers opskrift – jeg prøvede den for første gang sidste år og det blev en succes, så den gentager jeg igen i år. Jeg har altid elsket honningkager og har bagt dem siden jeg var lille, men jeg har aldrig kunnet få dem helt så svampede og bløde, som dem man købte hos bageren. Indtil sidste år, hvor jeg altså for første gang lavede fordej og lod den hvile 1 måned – og det skulle, i følge Claus Meyer, være det der gjorde hele forskellen.

I al sin enkelthed laves fordejen ved at ælte 500 gr honning sammen med 500 gr hvedemel, hvorefter det kommes i en bøtte med låg eller en skål med film omkring og det er det. Herefter skal det bare passe sig selv. Sidste år brugte jeg flydende honning, selvom der egentlig bare står honning i opskriften – det er altså ikke yderligere specificeret, hvilken honning der skal bruges. Til gengæld viste det sig, at de af bloggens læsere, som havde brugt almindelig, fast honning, havde lidt problemer med at rulle den færdige dej ud, da hjerterne skulle formes – dejen var meget hård, men det hjalp tilsyneladende, at komme den i mikrobølgeovnen i nogle sekunder. Belært af den erfaring har jeg nu alligevel besluttet at bruge flydende honning igen i år. Og igen har jeg købt et glas med 450 gr flydende akaciehonning i Tiger butikken til 30 kr og de sidste 50 gr honning har jeg så suppleret op med almindelig honning fra køkkenskabet. Det fungerede fint for mig sidste år og det forventer jeg også, at det gør i år.

Så nu er dejen klargjort og lagt til at hvile i et køkkenskab – der står i opskriften, at dejen ikke skal stå for varmt eller for koldt og at et køkkenskab er helt perfekt, så det bliver det. Der falder jeg heller ikke over dejen hele tiden, for det er jo lidt tid den skal ligge.

 

 

Sidste år var der et par tvivlspørgsmål, der meldte sig undervejs. Fx viste det sig, at Claus Meyer havde udeladt 10 gr hjortetaksalt i nogle af sine opskrifter, selvom resten af opskriften var 100 % identisk. Efter livlig korrespondance med nogle af mine læsere endte jeg med at komme hjortetaksalt i den færdige dej og de blev gode, så det gør jeg igen i år.

Klik her for at se resten af opskriften på honninghjerterne.

Fordej til honningkager.

500 gr hvedemel

500 gr honning – gerne flydende

Hvedemel og honning blandes til en fast dej og kommes i en skål eller bøtte med låg. Dæk dejen til og lad den stå ved stuetemperatur i mindst et par dage, men gerne længere. Jeg kan anbefale at lade dejen stå i ca. 1 måned.

Pin It on Pinterest

Share This