Print Friendly, PDF & Email

Som lovet kommer her opskriften på de skønne, små muffins med bacon, forårsløg og cheddarost, som vi fik som tilbehør til græskarsuppen i går aftes. Kæresten så noget underlig ud i hovedet, da jeg fortalte ham, at vi skulle have muffins med bacon, men da jeg havde forklaret ham, at det ikke var kager men madmuffins, var det helt i orden – jeg tror, han lever lidt i skræk for, at jeg skal begynde at eksperimentere med at komme bacon i diverse kager og cookies, som mange amerikanere gør 🙂

Anyway, de skønne muffins blev bagt og serveret og vi var begge meget tilfredse med resultatet. Når man “kun” får suppe til aftensmad, synes jeg ligesom, der skal være lidt lækkert tilbehør andet end bare en skive franskbrød, så jeg kan godt lide at eksperimentere med forskellige, små suppebrød. Disse her kan i højeste grad anbefales og kan man ikke lide bacon, forårsløg eller cheddarost, kan man jo bare udskifte fyldet med noget andet, fx oliven eller feta, soltørrede tomater, skinke, små kyllingestykker, majskerner eller måske lidt finthakket peberfrugt.

 

 

Hvis det overhovedet er muligt, så vil jeg anbefale, at man koordinerer bagetiden med suppen, så de to ting er færdige nogenlunde samtidigt – det smager skønt med de lune muffins til den varme, cremede suppe, men selvfølgelig kan man bare lune muffins’ene på brødristeren eller i ovnen, hvis de er blevet kolde, eller hvis der er rester fra dagen før. Jeg vil også umiddelbart tro, at de kan fryses.

Madmuffins med bacon, forårsløg og cheddarost.

6 store muffins eller 9 små.

4 skiver bacon, klippet i mindre stykker

4 stilke forårsløg inkl. den grønne top, skåret i tynde ringe

1,75 dl mælk – måske lidt mere, hvis dejen er meget tyk

1 æg

2 spsk olie

200 gr hvedemel

1 tsk bagepulver

1 tsk salt og lidt peber

2 håndfulde revet cheddar

Bacon steges sprødt på en lille pande eller i en gryde og forårsløg tilsættes og svitses med et par minutter. Mælk, æg, olie, mel, bagepulver, salt og peber røres sammen i en skål. Cheddarost tilsættes og tilsættes røres bacon/løgblandingen i. Med en spiseske fordeles dejen i 6-9 papirsmuffinforme, som evt. placeres i en muffinform. Bages ved 200 grader i ca. 25 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad de færdigbagte muffins køle lidt af på bageristen og server dem lune til suppe.

Så blev det dagen derpå, som de kalder det i radioen i dag, efter en ordentlig omgang blæsevejr i går. Jeg hørte at Tryg regner med skader for omkring 1 milliard – det er altså også en slags penge, som kunne være brugt på mange andre ting, men når alt kommer til alt, så skal vi nok være glade for at bo et sted, hvor noget af det vildeste der kan forekomme, er en solid omgang regn, blæsevejr eller snevejr engang imellem.

Vi fik heldigvis ikke skader af nogen art – ikke engang et træ væltede i haven, men jeg tror, der er røget et par stykker af de gamle, tørre graner i skoven oppe bagved os. Det er nu ikke så specielt, for dem ryger der nogle stykker af hver eneste gang det blæser op til storm – der går vel en 10 stykker på en vinter. Min mor fortalte dog, at der havde ligget en væltet flagstang i en have og en trampolin i tusind stykker på vejen, da hun kørte hjem fra arbejde, så helt så heldige som os har alle vist ikke været, men hvis bare man har en ordentlig forsikring, er det jo ikke verdens undergang og nu bliver der da travlt for håndværkerne i de næste par uger.

Pin It on Pinterest

Share This