Print Friendly, PDF & Email

Hold da helt op, hvor har det stormet og regnet i dag. På et tidspunkt frarådede politiet faktisk al unødig udkørsel her i Sydjylland og jeg har kunnet læse mig til, at alt offentlig transport i Københavnsområdet har været indstillet. Blandt andet fik vi at vide, at Mortens storebror måtte med taxa hjem fra arbejde, da der pludselig ikke kørte nogle S-tog.

Jeg har holdt fri i dag, så jeg tog egentlig blæsten meget roligt, men der kom da nogle gevaldige ryk engang imellem – bladene hvirvlede rundt i luften sammen med regnen og på et tidspunkt var bølgerne på søen så store, at det lignede Vesterhavet. Midt i alt det hele kom vores havebord og 6 tilhørende stole pludselig rutsjende henover terrassen i samlet flok – spændende – så jeg måtte lige ud og stille et par ting i læ og redde mine pyntegræskar, et par lanterner og mine fine potter med lyng.

I sådan et vejr er det jo oplagt at lave en stor portion suppe til aftensmad og som sagt så gjort. Da kæresten kom hjem fra arbejde, stod der en grydefuld græskarsuppe og kogte på komfuret. Jeg elsker både hokkaido og ikke mindst butternut græskar, men af en eller anden grund har jeg kun spist dem ovnbagte, aldrig som suppe, hvilket jeg synes er en stor fejl, så da der alligevel lå et hokkaido græskar i køleskabet, bestemte jeg mig for, at nu skulle det være min debut.

Suppen blev lavet ligesom jeg normalt laver gulerodssuppe – altså jævnet med flødeost og smagt til paprika og chili og udover at den var dejlig nem at lave, endte det også med at blive en fantastisk lækker og cremet efterårssuppe – fuld af velsmag og varme og perfekt på en kold og regnfuld oktoberdag. Ved siden af serverede jeg nybagte madmuffins med bacon, forårsløg og cheddarost og de fungerede perfekt som tilbehør til suppen – opskriften skal nok komme på bloggen snarest.

 

 

Jeg smuttede lige over til min mor med en portion af suppen, så hun også kunne smage den og den blev til fulde godkendt, så I kan roligt kaste Jer over opskriften – den er godkendt af en rigtig og vaskeægte husmor.

Græskarsuppe.

2-3 pers.

2 fed hvidløg, hakket

2 løg, i grove tern

2 spsk olie

½ stort eller 1 lille hokkaidogræskar eller butternutgræskar, skyllet og skåret i grove tern – ikke skrællet.

1 L grønsagsbouillon – alternativt 1 L vand + bouillonterning

1 pk friskost naturel

2 tsk paprika

evt 1/2 tsk tørret chili eller efter smag

salt og peber

evt. creme fraiche til servering.

Hvidløg og løg svitses i olien i en stor gryde. Når løgene er klare tilsættes græskar i tern og de sauteres et par minutter. Tilsæt krydderierne og bouillon og bring gryden i kog. Lad suppen simre i ca. 25 minutter, tilsæt herefter flødeost og blend suppen direkte i gryden med en stavblender. Smag suppen til med salt og peber og lad den koge op. Server den rygende varme suppe i skåle, evt. pyntet med en lille klat creme fraiche, og godt brød til.

Pin It on Pinterest

Share This