Print Friendly

Vi startede som sædvanligt dagen med morgenmad. Her et billede af min lillebror yoghurt kreation, der nærmere lignede en dessert, men det var altså yoghurt med granola og friske jordbær. Det var vores sidste hele dag i New York, så der var lige forskellige planer for dagen. Nogle tog en tur til Bronx og kæresten og jeg tog en tur op til Rockefeller Center og besøgte NBC studios.

Selvom det er ved at være nogle år siden, at det sidste afsnit af “Friends” kørte over skærmen, har serien stadig en central plads i merchandise butikken og et decideret “Friends” vindue ud mod gaden, var det også blevet til.

Indenfor kan man, blandt meget andet, købe diverse T-shirt med citater fra serien. Jeg er kun lidt ked af, at vi ikke kom til New York, imens “Friends” stadigvæk kørte i fjernsynet, for så tror jeg, udvalget af merchandise havde været enormt.

Selvfølgelig havde de også effekter og merchandise fra nogle af de andre NBC programmer fx Smølferne, det er bare “Friends” som jeg kender bedst 🙂 Udover butikken kan man også komme på en rundtur i studierne og prøve at sidde i studieværternes stole og sådan noget – det har vi nu aldrig prøvet.

Ude foran Rockefeller Center ligger Rockefeller Plaza og her var der livlig aktivitet. Man var ved at fjerne “sporene” fra sommeren og gøre klar til vinteraktiviteterne. Det er blandt andet herinde, at man kan løbe på skøjter, ligesom det også er herinde, det kæmpe store juletræ kommer til at stå. Hvis nogen har set Alene Hjemme 2 ved I hvilket træ, der menes 🙂

Efter Rockefeller Center mødtes vi med de andre fra den yngre del af selskabet – vi skulle egentlig også have mødtes med de resterende, men de havde fundet noget spændende i Bronx. Vi besluttede os for at tage ned til Financial Center for at spise frokost ude ved vandet.

Kæresten og jeg fik burgere et par gange hernede, da vi var i New York sidste sommer og de er simpelthen forrygende. Desværre pakker de pavillonerne sammen om vinteren, så vi kunne ikke få nogen, da vi sidst var her i januar, men nu var de tilbage igen. Mums.

Udover de lækre burgere med “secret sauce” var vi også lige forbi Whole Foods og hente sandwiches og lidt sushi. Det var jo med at nyde det, imens vi kunne spise det til halv pris, i forhold til hvad vi er vant til fra Danmark.

Vi sad ved vandet og nød solen og eftermiddagen i en god times tid, inden vi langsomt begav os tilbage mod Midtown. Da det var vores sidste dag var der jo i sagens natur lidt indkøb der skulle foretages. Blandt andet skulle vi have cowboybukser med hjem. Kæresten og jeg endte med at købe et par Levis bukser til os hver + et par Calvin Klein cowboybukser til mig og vi kom af med 120 $ eller små 700 kr – altså det der med cowboybukser, det kan de virkelig over there 🙂

 

 

Derudover var der flere i selskabet der var inde og se på teknik, så det var blevet ud på eftermiddagen, da vi passerede M&M’s shoppen og blev enige om, at vi skulle et smut derind.

Vi har selvfølgelig været derinde nogle gange før, men jeg synes på en eller anden måde, at der er lidt hyggeligt. Og så dufter der totalt meget af chokolade 🙂

Meter efter meter med rør fulde af M&M’s og som min lillebrors kæreste jublede – “Og så er de farvekoodinerede”! 😉

Et lille udvalg. Fra Venstre er det – Mint, Peanut Butter, Mini’s, Halloween udgave med hvid chokolade som var GENIAL, mørk chokolade, mørk chokolade med peanuts, pretzel, mandel, kokosnød og hindbær. Vi købte nu ikke noget særligt, men der var en rar mand, der gik rundt og delte smagsprøver ud af de forskellige varianter, så man kunne finde sin favorit 🙂

Efter besøger i M&M World gik vi op på hotellet og slappede af en halv times tid, indtil vi skulle ud og spise.

Kender I “Forrest Gump” filmen? På Times Square ligger Restauranten Bubba Gump, som er inspireret af filmen. De har rejer i alle afskygninger, men selvfølgelig også andre retter som fx Mama’s sydstats livretter og lign. Muligvis er det en turistfælde, beliggenheden taget i betragtning, men vi har spist der et par gange nu og de kan altså nogle tricks med de der rejer.

Selve restauranten er utroligt hyggeligt indrettet og meget velbesøgt. På bordene står nogle små stativer med skilte. På det røde står der “Stop Forrest” og på det blå står der “Run Forrest”. Når man så skal have fat i en tjener vender man bare skiltet og så stopper en tjener ved bordet.

Vi fik selvfølgelig lækre, store cajunkrydrede rejer, men der blev også plads til en lille bøf med kartoffelmos og sprødstegte løg. Beklager de lidt dårlige billeder, men vi sad lige ved de store vinduer ud mod Times Square, så der var skiftende lys på os. Udover rejer og bøffer blev der bestilt fisk, Mama’s Southern style chicken og salat med kylling.

Efter maden gik nogen ud for at få en kop aftenkaffe som, viste det sig dagen efter, udviklede sig til diverse drinks med godt med rom i. Kæresten og jeg gik i et supermarked for at se, om der var lidt ting, vi skulle have med hjem. Og her havde de så fundet julepynten frem – vi var jo trods alt i starten af oktober. Og i USA kan man åbenbart godt lide, at pynte op med store, rød sløjfer til jul…

Og store klokker…

I smuk forening med lyskæder i diverse udformninger og farver…

Og kugler…

Og var det så ikke noget, med lidt julegejl til forhaven?

Og et nydeligt plastiktræ til stuen der med garanti ikke taber nåle? Nogle kunne oven i købet dreje rundt og spille musik. Nå, men ret skal være ret, jeg kunne faktisk ikke nære mig for, at købe et lille bitte stykke julepynt – en kugle i guld og glimmer, som bliver fundet frem, når vi skal pynte til jul.

Udover at man havde fundet julepynten frem, skulle man jo også lige huske, at der kun var en god måned til Halloween, så det skulle der også lige være plads til. Og er der noget man går op i, så er det Halloween – jeg skal da love for, at der ikke blev sparet på uhyggen der. Stakkels børn 😉

Efter at have handlet ind gik vi tilbage mod hotellet og så passerede vi Empire. Sidst vi var i New York, havde vi jo udsigt derover fra vores værelse derover, men denne aften havde den en farve, som jeg aldrig har set før, den var nemlig lyserød i anledning af “støt brysterne” kampagnen, som i øvrigt var meget synlig mange steder, i løbet af den uge vi var derovre. Det blev jeg altså nødt til at tage et billede af.

Vi daffede hjem på værelset for at komme i seng og hermed sluttede så vores sidste aften i New York og vores ferie generelt. Dagen efter pakkede vi sammen og spiste morgenmad for sidste gang, inden vi foretog de sidste indkøb, blandt et par Nike løbesko til kæresten og et par Converse sko til mig og efter en sen frokost, kørte vi i lufthavnen, hvor vi lettede ved 17-tiden med kurs mod Manchester. Vi landede i Manchester efter en stille og rolig flyvetur over Atlanten og ventede en times tid, indtil vores fly med kurs mod Billund lettede. Og så var vi hjemme igen. En dejlig ferie og en helt masse oplevelser rigere.

For den trofaste læser er så kun tilbage at spørge – hvornår mon hun skal derover igen? 😉 Tjaaaaaaaaa………det er ikke planlagt på nuværende tidspunkt, men mon ikke det bliver i løbet af 2014 😀

Pin It on Pinterest

Share This