Print Friendly, PDF & Email

Inspireret af min lillebrors kæreste, der skrev til mig forleden dag for at høre, om jeg havde en god opskrift på hjemmelavet rødkål til Mortens aften, fik jeg kæresten til at tage et ordenligt rødkålshoved med hjem i går, da han alligevel var ude og handle. Og han må virkelig have haft lyst til rødkål, for han kom hjem med et rødkålshoved, der vejede over 2 kg. Men omvendt, når man nu er i gang, hvorfor så ikke lave en ordentlig portion og så fryse det ned i passende mængder? Så er der både hjemmelavet rødkål til Mortens aften, juleaften og måske en julefrokost eller 2 samt aftensmad et par gange i løbet af de næste par måneder. Det er utrolig nemt at lave hjemmelavet rødkål og det smager så meget bedre, end det man køber på glas eller i en hvid spand.

Man bestemmer jo selv, eller også bestemmer det forhåndenværende udvalg af knive og elektronik i køkkenet, hvorvidt kålen skal skæres i hånden med en skarp kniv, eller om den skal snittes i en food processor eller lign. Jeg kan godt lide, at kålen ikke er aaaalt for fint snittet, så jeg delte mit kålhoved op i 8 både, fjernede stokken for neden og skar det derefter i tynde strimler med en god kniv. Det tog vel omkring et kvarters tid og mit rødkålshoved var som sagt stort. Kålen skal svitses i lidt smør eller smagsneutral olie i en gryde, men bare rolig – selvom der umiddelbart ser ud til at være sindssygt meget kål, så falder det sammen, når det kommer over varmen, så der er ingen grund til ligefrem at finde suppegryderne frem, medmindre man laver en meget stor portion, selvfølgelig.

Kålen skal koge til den er mør og lækker – det tog ca. 1 time og 15 minutter, hvorefter der blev smagt til med sukker, balsamicoeddike, salt og peber. Det er virkelig en balancegang, hvornår rødkålen er lige tilpas sød/syrlig og det skifter selvfølgelig også fra person til person, hvordan man ønsker, den færdige kål skal smage, så man må lige bruge den tid det tager, at finde den helt rigtige balance. Herefter skal kålen egentlig bare køles ned – jeg lader den nedkøle i gryden, så den kan stå og trække smag i den overskydende lage. Endelig kan kålen så pakkes i bøtter eller fryseposer og kommes på køl eller i fryseren, eller den kan spises som tilbehør. Jeg kunne ikke nære mig og var lige nødt til at afprøve den lune rødkål på et stykke rugbrød med leverpostej til frokost og den smagte ganske enkelt forrygende – så det bliver nok også jul i år.

 

 

Sådan en omgang hjemmegjort rødkål er virkelig noget der gør lykke. Og når det så oven i købet kan forberedes i rigtig god tid, så er der jo ingen undskyldninger for ikke at lave den allerede nu og derefter fremstå som den overskudsagtige husmor, der lige sætter en omgang hjemmelavet rødkål på bordet juleaften (bare fordi hun kan) og derefter lapper rosen i sig 😉

Hjemmelavet rødkål.

Portionen giver ca. 3 liter.

1 stort rødkålshoved (omkring 2 kg).

lidt smør eller olie

2 dl eddike

4 dl rød, ufortyndet saft (gerne ribs, hvis det kan skaffes ellers blandet, rød saft)

2 tsk salt

Evt. 2 kanelstænger og/eller 2 stjerneanis, hvis man ønsker lidt krydret smag til kålen

Desuden ekstra sukker, salt, peber og eddike (evt. balsamicoeddike) til at smage rødkålen til.

Skær rødkålen i 8 både og fjern stokken. Skær kålen i tynde strimler. Alternativt kan man snitte kålen i en køkkenmaskine. Kom smør eller olie i en stor gryde og svits kålen heri. Når kålen er faldet sammen, tilsættes eddiken og koges igennem et par minutter. Herefter tilsættes salt, saft og evt. kanelstænger og stjerne anis, inden kålen koges i ca. 1 time og 15 minutter under låg, til den er mør, men stadig har lidt bid. Så kommer justeringen. Smag kålen til med sukker – jeg brugte omkring 1,5 dl, salt, peber og eddike, indtil smagen passer til lige netop dine smagsløg.
Lad kålen køle af i gryden og fjern herefter kanelstænger/stjerne anis og si den overskydende væde fra. Pak rødkålen i bøtter/fryseposer og sæt den på køl eller frys den, hvis ikke den skal spises med det samme.

Note. Jeg har engang læst, at hvis man stænker den snittede kål med lidt eddike, så holder den på den fine, rødviolette farve i stedet for at blive brunlig og det virker i hvert fald for mig, for min færdige rødkål er fin og lilla, så det tip er hermed givet videre.

Pin It on Pinterest

Share This