Print Friendly, PDF & Email

Så blev det den 1. december og dermed også 1. søndag i advent. Kirkeåret begynder med 1. søndag i advent og den falder altid mellem d. 26/11 og d. 3/12. Adventstiden har tidligere været en fastetid, hvor man forberedte sig på juleglæden, men denne faste har nu aldrig spillet nogen større rolle i Danmark. Adventstraditionerne hørte oprindeligt til i kirkerne og først sent begyndte man at forbinde advent med at hygge sig sammen og tænde lys i adventskransen.

I Nürnberg kendte man allerede til juletræer, da en ny form for “juletræ” blev opfundet i 1820. Det bestod af tre kranse i tre forskellige størrelser, anbragt på en træstok i pyramideform. Det hele kunne hænges op i loftet. De hængende juletræer blev kaldt adventskroner. Moden med adventskroner bredte sig og i slutningen af 1800-tallet kom så den adventskrans vi kender i dag. Kransen blev så populær at også kirken tog den til sig og forklarede kransen som den krans der holder sammen på året.

Adventskransen kom til Danmark via Sønderjylland. Den blev kendt over hele landet, da blomsterhandlerne begyndte at forhandle dem i 1939 og fremefter. Mange tog lysskikke til sig i den mørke tid og under besættelsen blev adventskransen indført i mange hjem. I 1946 figurerede adventskransen med de røde bånd og fire lys på årets julemærke og dermed var adventskransen godkendt som en dansk juleskik.

 

 

Som jeg skrev i går, så har vi brugt dagen sammen med hele min familie og drukket gløgg i lange baner og spist småkager, æbleskiver og juleslik. Derudover har vi bagt de skønneste, tykke klejner – det blev måske ikke verdens smukkeste klejner, men de smagte dejligt og opskriften skal nok ramme bloggen inden alt for længe.

Da de sidste gæster var kørt hjem ved 18.30 tiden, bestilte kæresten et par pizzaer og så har vi siddet og nydt adventskransen og snakket lidt. Nu ser kæresten lidt NFL (amerikansk fodbold), imens jeg blogger og forbereder mig til skolen i morgen. Den står på 2 timers ernæring, 2 timers psykologi og 2 timers pædagogik – spændende fag alle tre, så det skal nok blive en god dag. Og om små 3 uger har jeg juleferie.

Pin It on Pinterest

Share This