Print Friendly, PDF & Email

I mange familier er der tradition for, at man mødes til julefrokost en af juledagene. Her bydes på et udvalg af de retter, der tidligere var et resultat af juleslagtningen. Nu er det værste juleræs overstået, så nu skal der hygges igennem og måske spilles bankospil eller pakkeleg.

Også tidligere var julens frokostbord et samlingspunkt – på bordet stod postejer, pølser, sylte og sild, som på den tid mest sås som et drøjende indslag for at spare lidt på de andre sager. Silden er dermed et godt eksempel på, hvordan tidligere tiders hverdagsmad er gået hen og blevet en nutidig specialitet. Udover maden blev der serveret nybrygget, stærkt juleøl.

 

 

Selvom vore dages julefrokoster bærer præg af, at al maden kan købes i supermarkedet, så er der stadig en vis tradition for, at man netop i forbindelse med julefrokosten, går i køkkenet og tilbereder de gamle, traditionelle opskrifter, fx mormors leverpostej eller oldemors sylte. I julen går der simpelthen en ære i, at servere så meget hjemmelavet som muligt.

Udover familie-julefrokosterne, blev der efter 2. Verdenskrig tradition for, at man arrangerede julefrokoster på kontoret eller på andre arbejdspladser i dagene inden jul. Man tager enten på restaurant med kollegaerne eller også bliver arbejdspladsen pyntet op med julepynt og der bliver opstillet en bar og en buffet og så er man klar til en aften med maser af mad og drikke, hygge og dans samt rigelige tømmermænd dagen derpå.

Pin It on Pinterest

Share This