Print Friendly

De kan hvide, røde, sølvfarvede, guldfarvede, sorte eller lilla og med nisser og grankviste eller noget helt tredje. De kan være tykke og de kan være tynde og enten brænder de hurtigt ned, så man skal holde øje med dem og skynde sig at slukke dem, eller også brænder de så langsomt, at man roligt kan lade dem være tændte i flere timer hver dag igennem hele julemåneden. Jeg snakker selvfølgelig om kalenderlyset, der tændes hver eneste morgen i rigtig mange danske hjem i denne her tid.

Kalenderlyset kom frem i Danmark omkring 1930, hvor det blev moderne at købe ét stort lys, som man så selv inddelte med 23 streger med lige store mellemrum imellem. Man brændte fra ét mærke til det næste hver dag fra d. 1. december til d. 24 december, hvorefter julen var kommet og lysene på træet kunne tændes.

 

 

Under besættelsen, i 1942, begyndte Asp-Holmblad at producere kalenderlys, eller datolys som de blev kaldt dengang, magen til de kalenderlys vi kender i dag.

Da jeg var lille, var de eneste kalenderlys, jeg kunne forestille mig de hvide, som er dekoreret med røde nisser og grønne grankviste og jeg var ikke ligefrem begejstret, da min mor begyndte at introducere de store, tykke kalenderlys med guldtal. Men konen havde overtalelsesevnerne i orden, for der var jo en pointe i, at de kunne brænde meget længere, og derfor behøvede vi ikke slukke kalenderlyset så hurtigt om morgenen, som vi var nødt til med de tynde, hvide. nissedekorerede lys. Det kunne jeg jo godt se fornuften i og dermed forsvandt nisselysene ud af min barndom – og de er ikke vendt tilbage, selvom jeg nu selv kan bestemme, for jeg synes faktisk de høje, slanke lys er de smukkeste. Men det må min mor ikke få at vide, for i mange år skumlede jeg lidt over det med nisselysene, bare for at hun ikke skulle tro, jeg havde givet alt for let afkald på dem.

Pin It on Pinterest

Share This