Print Friendly, PDF & Email

Verdens første julekort kom fra England og blev opfundet i 1843, mens Danmarks første julekort kom fra Tyskland og blev sendt i 1870’erne. I 1880’erne blev de første danske julekort trykt og solgt i København – kortenes motiv var en nisse og ideen med at sende julekort blev hurtigt en succes. Sammenlignet med England og Tyskland var Danmark langt bagud mht. produktionsprocessen, men kortene blev alligevel en stor succes, ikke mindst fordi man fik forskellige kendte kunstnere til at tegne kortene, fx Storm P.

 

 

Udover julekort var der også tradition for at sende nytårskort, så der har været en del skriverier, der skulle holdes styr på i løbet af julemåneden. Desuden var det meget almindeligt, at man først modtog størstedelen af sine julekort på selve juleaftensdag (dengang var juleaften jo en arbejdsdag som alle andre, og postbudene holdt derfor ikke fri), hvilket jo giver en vis form for logik, eftersom der er tale om en glædelig julehilsen.

I dag er traditionen med julekort desværre for tilbagegående. Den bliver overhalet af glædelig jul sms’er og mails, som er både lettere og gratis at sende, men heldigvis ser det ikke ud til, at julekorttraditionen får lov til at uddø helt. Der er stadig mange, som foretrækker at få et hyggeligt og håndskrevet julekort, fremfor en gruppesendt julemail med et animeret rensdyr, der kravler ned i en skorsten.

Pin It on Pinterest

Share This