Print Friendly, PDF & Email

Findes der en mere “julet” duft, end duften af brændte mandler, der hænger over hele byen, når man er ude for at købe julegaver eller måske bare går en tur og nyder julelysene? Det skulle da lige være duften af brændte mandler med kanel og lige netop den duft hænger herhjemme i stuerne i dag.

Jeg synes oftest, det er helt almindelige, brændte mandler, som bliver solgt på gader og pladser, men hvis man kommer til julemarked syd for grænsen, kan man finde de fineste små mandelboder, hvor man kan få brændte mandler i alle mulige varianter, fx med cacao, lakrids, peberpynte, orange eller kanelsmag. Og lige netop kanel har jeg prøvet kræfter med i dag. Det var egentlig ikke så frygtelig vanskeligt, for jeg tilsatte bare 1/2 tsk stødt kanel til mandlerne og så gik resten ligesom af sig selv, men hold da op hvor blev det færdige resultat lækkert. Snerten af kanel gav absolut mandlerne en ekstra finish, så måske skal jeg også forsøge mig med andre varianter, fx lakrids eller vanille inden jul.

Som altid, når man laver brændte mandler, skal man lige gøre op med sig selv, om man ønsker blanke, karamelliserede mandler, eller om man ønsker den mere matte version, hvor karamellem ligesom sidder lidt i klumper. Jeg foretrækker de blanke mandler, for jeg synes de bliver så flotte, men det kræver også lige en indsats og lidt tempo, når mandlerne er færdige, for så skal de nemlig skilles ad i en vis fart, inden de bliver for kolde. De kan selvfølgelig godt skilles ad med lidt vold, når de er afkølede, men det går lidt ud over udseendet.

 

 

Går man derimod efter den matte version, er der ingen fare, for de karamelliserer ikke nær så meget og hænger derfor ikke sammen. De skal bare afkøles og kommes i en dåse.

Brændte mandler med kanel.

300 gr sukker

1/2 dl vand

300 gr mandler

1/2-1 tsk stødt kanel

Bland sukker og vand i en stor gryde og kom mandler og stødt kanel i. Lad sukkeret koge til karamel under jævnlig omrøring. På et tidspunkt er alt vandet fordampet – herefter krystalliserer sukkeret og bliver hvidt og det hele smuldrer. Bliv ved med at røre rundt i mandlerne, imens sukkeret langsomt smelter og bliver til karamel. Hvis man går efter det matte og let rustikke look til mandlerne, så tages de af varmen og bredes ud på bagepapir, når de lige netop er dækket af et tyndt lag karamel, men stadigvæk er klumpede og deforme. Hvis man går efter de blanke mandler, så bliver man ved med at røre, til alt sukkeret er smeltet og sidder som et fint lag karamel på mandlerne, hvorefter de hældes ud på et stykke bagepapir og skilles forsigtigt ad. Brug evt en gaffel – de er meget varme og brændende sukker kan give forbrændinger, hvis det sætter sig fast på fingrene.

Lad de adskilte mandler køle helt af og opbevar dem herefter i en lufttæt boks.

Pin It on Pinterest

Share This