Print Friendly, PDF & Email

Brunkager er så absolut en af mine yndlings-julesmåkager og det har det været, siden jeg var helt lille. Dengang bagte vi primært brunkager og vanillekranse til jul og da jeg af en eller anden mærkelig årsag ikke brød mig om vanillekranse, fik jeg spist rigtig mange brunkager hvert år i december. Det med vanillekransene kom jeg som bekendt efter sidenhen, men brunkager vil altid have en særlig plads i mit hjerte og jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvordan det nogensinde skulle blive jul, hvis ikke der blev bagt brunkager.

 

 

Når vi så har fået slået fast, at det ganske enkelt ikke kan blive jul uden brunkager, så skal man jo også lige have in mente, at det ikke er en hvilken som helst opskrift på brunkager, der kan bruges. De skal nemlig være lige præcis så brune, krydrede, appelsinduftende, sprøde og perfekte som min mor bager dem med inspiration fra Mette Blomsterbergs efterhånden berømte opskrift. Jeg plejer at få lov til at lægge de udskårne kager på plader og passe ovnen, men selve dejen samt udskæringen står min mor selv for. Vi kan nemlig ikke blive helt enige om, hvor tykt eller tyndt dejpølserne skal skæres i skiver. Jeg vil gerne have lidt tykke brunkager og min mor vil gerne have supertynde og ultrasprøde brunkager. Heldigvis er det jo svært at skære alle kagerne helt ens, så der plejer at blive lidt for enhver smag, men vi har nu meget sjov ud af at diskutere kagernes tykkelse, imens vi laver dem.

Julekrydrede brunkager.

Ca. 130.

250 g. smør
125 g. mørk sirup
250 g. brun farin
3 tsk. kanel
1 tsk. stødt nelliker
2 tsk. stødt ingefær
1 tsk. stødt allehånde
500 gr hvedemel
60 g. syltet appelsinskal i små tern
175 gr grofthakkede mandler
2 tsk potaske
1 spsk vand

Smør, sirup og farin smeltes ved middel varme og gryden tages af varmen. Pas på det ikke kommer i kog, så karamelliserer sukkeret og dejen er ødelagt. Kanel, nelliker, ingefær, allehånde og hvedemel blandes ogtilsættes, sammen med syltet appelsinskal og mandler. Potaske og vand røres sammen i en kop eller lille skål og tilsættes, inden dejen røres eller æltes sammen til den er ensartet.

Dejen kommes op i en firkantet beholder, ca 18 X 18 cm. foret med bagepapir på bund og sider.
Pres dejen sammen, så den fylder hele beholderen ud. Læg et stykke bagepapir øverst og lad dejen køle af til næste dag, men gerne længere. Skær dejen ud i 4-5 lange rektangler og skær derefter tynde skiver af hvert rektangel. Bag kagerne ved 180 grader i ca. 9 – 12 minutter, lad dem afkøle på risten og opbevar dem i en lufttæt dåse.

Pin It on Pinterest

Share This