Print Friendly

For mig er kartoffelmos altså noget nær den ultimative comford food. Blød og cremet, snehvid kartoffelmos med en tydelig smørsmag og en snert af salt og peber – mums. Jeg kan sagtens spise en skålfuld kartoffelmos “au naturel”, men nogle gange skal der også lidt fornyelse til. Og den fornyelse kunne fx være denne “kartoffelmos-lasagne” a la Shepherd’s Pie, som jeg lavede forleden dag.

I en ægte Shepherd’s Pie skal der vist indgå en kødsauce på hakket lam, som fordeles i et fad og dækkes med kartoffelmos, men jeg havde altså taget hakket oksekød ud af køleskabet, så min pie må nøjes med at være “a la” 🙂 Til gengæld fik jeg lavet så stor en portion kartoffelmos, at der både kunne lægges et lag i bunden af fadet og et på toppen, hvilket fik mig til at tænke på lasagne og deraf stammer så navnet – “kartoffelmos-lasagne”.

Til gengæld opnår man en gedigen mæthedsgaranti, når der både er mos i bunden og på toppen og vi (altså kæresten og jeg) havde faktisk mad til 3 dage i denne her portion. Vi spiste godt den første aften og dagen efter, da hele herligheden havde sat sig og var blevet kold, var det bare at skære den ud i passende portioner og løfte dem op af fadet med en palet og komme dem i en plastikboks. Det gik lige så nemt, som hvis det havde været almindelig lasagne. Kæresten fik et stykke med på madpakke, som han kunne varme i mikroovnen og resten spiste vi til aftensmad med et par dages mellemrum, for selvom rester er godt, må de jo gerne fordeles over flere dage, så man ikke sidder og stikker i det samme hver aften.

 

 

Kødsaucen kan man jo lave som man lyster og med så mange, eller få, grønsager og krydderier som man foretrækker. Men jeg kan love så meget, at inde mellem 2 lag kartoffelmos kan der gemmes rigtig mange grønsager, hvis man hører til blandt dem, der laver mad til den grønsagsforskrækkede del af befolkningen.

Kartoffelmos-lasagne.

4-6 pers.

1.5 kg. kartofler – skrællede og skåret i mindre tern

1 god spsk smør

1-2 dl mælk

salt og peber

Kødsauce.

1 spsk olie

2 fed hvidløg, finthakket

1 løg, hakket

450-500 gr hakket, magert oksekød

2 gulerødder, skrællede og groftrevne

1 dåse hakkede tomater

1 spsk paprika

1 spsk all round krydderi

1 nip chilipulver

salt og peber og måske 1 nip sukker

100 gr revet ost til gratinering

Kom kartoflerne i en gryde og hæld vand ved så det lige dækker. Kog kartoflerne møre og hæld vandet fra. Lad kartoflerne stå i gryden uden låg et minuts tid, så det sidste vand fordamper og kom så smør og mælk i gryden og mos kartoflerne til mos med en el mikser eller en kartoffelmoser. Smag til med salt og peber.

Varm olien op i en gryde og svits hvidløg og løg heri. Tilsæt oksekødet og brun det godt igennem inden gulerødderne tilsættes og svitses med. De hakkede tomater hældes i gryden og paprika, all round krydderi og chili tilsættes. Lad saucen simre i ca. 15 minutter og smag til med salt, peber og måske et nip sukker, hvis smagen skal afrundes yderligere.

Fordel ca. halvdelen af kartoffelmosen i bunden af et stort, ildfast fad og fordel kødsaucen ovenpå. Herefter fordeles den anden halvdel af kartoffelmosen ovenpå kødsaucen og til sidst drysses der med revet ost på toppen. Sæt fadet i ovnen og bag ved 200 grader i 20-25 minutter til osten er gylden og boblende. Server evt. med lidt grønt ved siden af, men det er ikke absolut nødvendigt – der er jo grønsager i saucen og kartofler i mosen 🙂

Pin It on Pinterest

Share This