Print Friendly

Så blev første del af nytårskransekagen færdig. Grunden til, at det i år er blevet til 2 forskellige slags kransekage er, at jeg ligesom sidste og forrige år har lavet en kransekagetop, men i stedet for at fryse resterne af kransekagemassen, når ringene til toppen er formet, har jeg i år bagt et par almindelige kransekagestykker.

 

 

Stykkerne kan fyldes med en stribe blød nougat, eller bare laves naturel –  det er lidt op til den enkeltes smag og behag. Efter bagning kan kransekagen fryses og det kan evt. rester fra nytårsaften selvfølgelig også –  så kan man tage stykker op, efterhånden som man skal bruge dem. De skal bare stå til optøning på køkkenbordet et par timer, så er de klar til servering.

Kransekagestykker

Ca. 20 stk.

250 gr ren, rå marcipan

2 spsk past. æggehvide

50 gr flormelis

Glasur.

2 spsk æggehvide

50 gr flormelis

Evt. smeltet mørk chokolade til at dyppe bunden i

Marcipanen plukkes i mindre stykker og æltes sammen med æggehvide og flormelis, til konsistensen er som modellervoks. Drys lidt flormelis på bordet og tril dejen ud til stænger på tykkelse med en gulerod. Skær derefter stængerne i stykker på ca. 5 cm. Form stykkerne til kransekagestykker ved at afrunde dem i enderne og bag dem derefter ved 200 gr. i 10-15 minutter, til de er gyldne på toppen. Hvis ikke man har en ovn, hvor man kan slå undervarmen fra, kan det være en god idé at lægge to bageplader sammen, når man bager kransekage, så de ikke bliver for mørke i bunden.

Afkøl kransekagerne og dyp evt. bunden i mørk, smeltet chokolade. Rør glasur sammen af æggehvide og flormelis – juster evt. konsistensen med lidt ekstra flormelis eller æggehvide – den må hverken være for tør eller for våd. Kom glasuren i en lille sprøjte eller frysepose, klip et lille bitte hul og sprøjt glasuren på kransekagestykkerne i et fint zigzag mønster.

Pin It on Pinterest

Share This