Print Friendly

omelet

Af en eller anden mærkelig årsag har jeg aldrig nogensinde lavet en omelet. Og det er faktisk ikke engang det mest mærkelige. Det mest mærkelige er, at jeg troede, det var svært! Ja altså indtil forleden aften, hvor jeg skulle lave lidt hurtig aftensmad til os og jeg besluttede mig for, at det skulle involvere æg på den ene eller anden måde.  Vi har næsten altid mange æg, så vi får ofte æg til morgenmad – Mortens mor køber dem til os, hos en dame hun kender. 35 kr for 30 store, økologiske æg kan jo ikke just siges at være dyrt. Og pludselig slog det mig – hvor svært kan det i sidste ende være, at lave sådan en klap-sammen æggekage?

Vi har jo tusind gange fået serveret omeletter med valgfrit fyld til morgenmad på diverse hoteller rundt omkring i verden – og der står kokken jo bare som en del af morgenbuffet’en og steger den ene omelet efter den anden på sine små pander. Så skulle jeg vel også kunne finde ud af at lave bare en enkelt?

Da det nu var min omelet debut, bestemte jeg mig for bare at bruge lidt friskrevet, gul cheddar som fyld og spise grofthakket tomat til, men hvis man er lidt mere garvet, eller modig end mig, kan man jo bruge stort set alle former for fyld. Fx lidt skinke, bacon, pølse eller kylling i små tern. Og hvad med hakkede peberfrugter, løg, spidskål, champignons, forårsløg, asparges eller bønner? Jeg kan også forestille mig, at en rest fra aftensmaden vil gøre lykke – lidt kogte kartofler i tern, kogt broccoli i mindre buketter, blomkål, gulerødder og lign. Jeg har faktisk også engang læst om en svensk omelet, der hed en syltetøjsomelet, hvis der skulle være nogen, der har mod på at gå i gang med den slags.

 

 

Nu viste det sig jo heldigvis, at det med at lave omeletter var meget nemmere, end jeg havde troet. Det største trick ligger vist i, at være tålmodig længe nok, til omeletten er gennembagt i bunden og den kan foldes over fyldet til en fin halvmåne, uden at det hele splatter på panden. Og jeg er i hvert fald overbevist om, at vi skal have mange flere omeletter fra nu af. Jeg har en idé om, at de vil være det ideelle aftensmad til sommer, på de rigtig varme dage, hvor appetitten ikke er så stor. Bare lavet med lidt lækkert fyld og serveret med en god, blandet salat og et stykke brød til.

Omelet med cheddarost.

1 pers.

2 store æg

1/2 dl mælk – måske lidt mindre, hvis æggene er små

salt

lidt olie til stegning

1 håndfuld revet cheddarost

Pisk æggene sammen med mælk og et nip salt. Kom olie på en pande og varm den op. Hvis der er fyld, der skal svitses på panden, skal det ske nu, inden omeletten kommes på. Hæld æggemassen på panden i en stor pandekage og lad den bage til den næsten er stivnet på overfladen og kan løsnes fra bunden med en palet. Fordel osten, eller anden slags fyld, på den ene halvdel af omeletten og fold den anden halvdel ind over fyldet, så der dannes en fin halvmåne. Lad omeletten stege et par minutter, så fyldet varmes og lad den glide over på en tallerken. Server straks, evt med lidt grønt til.

Pin It on Pinterest

Share This