Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Jordbær trifli med vanille-flødecreme…

2 kommentarer
Desserter, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Måske er det mest “korrekt” at lave trifli med jordbær om sommeren, når man kan få gode, danske og solmodne bær. Men omvendt, så er det jo også lidt “fyfy” at koge netop disse gode, danske bær – de skal jo spises som de er med fløde på. Og dermed er chancerne for at få en lækker jordbær trifli med vanille-flødecreme jo stort set nul – hvis ikke man tager et valg og det gjorde jeg. Jeg købte derfor en pose frosne jordbær, kogte en lækker jordbærkompot og lavede en trifli, hvilket jeg ikke kom til at fortryde. Trifli er en supernem dessert og så smager det pragtfuldt.

Jeg har faktisk ikke tidligere selv lavet trifli, men min mor har engang imellem lavet det. I al sin enkelthed er en trifli en skøn treenighed af frugt (frisk eller kogt), creme og en art kageknas, fx makroner eller lady fingers. I virkeligheden minder en trifli vel lidt om princippet i en gammeldags æblekage med lidt creme tilsat i stedet for flødeskum og så selvfølgelig uden æbler, men hvem siger, man ikke også kan lave en æble trifli?

Grunden til triflien er faktisk, at vi har fået sat skuffer op i vores kolonialskab – og hvilken lykke. Nu kan de trækkes ud og det gør godt nok livet en hel del nemmere, i forhold til de hylder der før var der, når man tilsyneladende konsekvent skal bruge det inderste i skabet. Under oprydningen dukkede der mange ting frem, deriblandt en pose med 16 makroner. Hmmm….hvad skal man så lige bruge 16 makroner i en ødelagt pose til? Man skal da lave trifli – og løbe over på den anden side af gaden og forære de to væk til sine forældres og deres aftenskaffe.

Da jeg først kom i tanker om, at jeg ville lave trifli, lige inden vi skulle lave aftensmad og køkkenet desuden flød pga. alle de glas og poser, vi skulle have ind i de nye skuffer i skabet, blev min flødecreme lavet af nogenlunde lige dele kagecreme og lige dele flødeskum, samt kornene af 1/2 vanillestang. Men det tager ikke ret lang tid at lave sin egen kagecreme og det er rigeligt den tid værd.

Jordbær trifli med vanille-flødecreme.

4 pers.

400 gr frosne jordbær

3 spsk sukker

evt. lidt citronsaft, ca 1 tsk

1 stor tsk maizena til jævning

1/2 brev kagecreme

2,5 dl mælk

ca. 1,5 dl piskefløde

kornene af 1/2 vanillestang, kan evt. erstattes af 1/2 tsk vanillepulver eller 1 tsk vanillesukker

16 makroner

Kom jordbærrene i en gryde og bring dem i kog ved svag varme. Tilsæt sukker og citron og lad bærrene koge til de brister og afgiver saften. Pres let med bagsiden af en grydeske, så bærrene moser ud og bliver til grød. Vil man have en helt “klumpfri” jordbærkompot uden store jordbærstykker, så stik stavblenderen i gryden i ca 10 sekunder. Bland maizenaen med lidt vand i en lille skål og sørg for at alle klumperne er rørt ud. Rør maizenablandingen i jordbærrene og lad det koge et par minutter, inden det tages af varmen og afkøles.

Rør kagecremen sammen med mælk efter anvisning på pakken. Pisk fløden til blødt skum. Skrab kornene ud af vanillestangen og mas dem ud i et nip sukker på et skærebræt, så kornene skilles ad. Vend kagecreme, flødeskum og vanillesukker sammen. Saml triflien i 4 portionsglas. Først jordbærkompot i bunden, så en makron og så creme. Fortsæt til al jordbærkompotten og cremen er brugt. Husk at slutte med lidt kompot på toppen. Lad triflierne trække i køleskabet, indtil de skal serveres.

Note. Trifli kan, ligesom med gammeldags æblekage, sagtens fremstilles i forvejen og skal så bare serveres, men man skal være opmærksom på, at makronerne ikke bliver ved med at være sprøde. Nogle er ligeglade, andre vil helst have dem sprøde og andre igen foretrækker faktisk trifli, og æblekage for den sags skyld, med bløde makroner. Det må være op til den enkelte at vurdere.

Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Elsebeth
4 år siden

Hej.

Jeg skal portionsanrette jordbærtrifli i små plasticglas til en konfirmation på fredag til 55 personer. Man kan vel godt lave “grøden” dagen inden og så bare anrette på selve dagen?

Hvor mange frosne jordbær ville du beregne til så stor en portion? Jeg tænker at jeg vil lave det i flere omgange. De skal have rigtig meget mad inden og også brownie og frugt til dessert så det skal ikke være meget store portionsanretninger men konfirmanden har ønsket at få det.

Jeg ved godt at jeg spørger lige i sidste øjeblik men jeg skal også lave alt det andet mad, så jeg har en del at holde styr på. Jeg håber, at du har tid til at svare mig. På forhånd tak.