Print Friendly, PDF & Email

Januar bliver ofte betegnet som en spare og sundhedsmåned og jeg må da også indrømme, at jeg ikke har helt samme trang til at bruge penge, efter december måneds gaveregn, fester og mad og drikke. I januar er der dømt sundhed og billig mad. Det med sundheden kommer nu gerne helt af sig selv, for kroppen ligefrem skriger på grønsager, frugt og vitaminer efter al den fede julemad – så er det bare ærgerligt, at der ikke rigtigt er noget frugt, der er særlig spændende i januar måned. Det skulle da lige være de store, saftige appelsiner, som vi stort set spiser hver aften. Kæresten piller to og anretter dem på en tallerken og så går vi ellers amok. Uhhh jeg elsker appelsiner, men kun i januar og februar.

Mht. sparemaden, så har vi et madbudget her i huset, så jeg ved faktisk ikke, om vi spiser specielt billigere i januar, men pandekager med fyld er i hvert fald en billig ret, især nu hvor det er sæson for alle grønsagerne, og den fik vi forleden aften, da vi havde et par venner og min lillebrors kæreste til aftensmad. Pandekager med fyld er måske ikke oplagt gæstemad, men til en afslappet hyggeaften med gode venner, synes jeg, det er helt fint og alle kan lide det. Fyldet består af hakket oksekød, diverse grønsager og et helt hvidkålshoved. Det ser måske ud af meget, når man snitter hvidkålen og kommer den i gryden, men den svinder en hel del under tilberedningen. Jeg har altid haft held til at lave denne her ret med 1 pk. hakket kød og en frygtelig masse grønsager. Det er ligesom folk ikke opdager, hvor lidt kød de i virkeligheden får, når først det er pakket ind i en ostegratineret pandekage, så gør som jeg og skru op for mængden grønsagerne og ned for kødet.

 

 

Alternativt kan pandekagerne jo laves som vegetarmad helt uden kød. Så glæder man i hvert fald evt. vegetarer, som ofte kan komme til at føle, at de bliver spist af med tilbehør, fordi man ikke rigtigt ved, hvad man ellers skal servere for dem.

Majspandekager.

20-22 stk.

500 gr majsmel

4 æg

5-6 dl mælk

2 spsk olie

1 tsk salt

Majsmel, æg og halvdelen af mælken kommes i en skål og røres til en klumpfri dej. Herefter tilsættes resten af mælken samt olie og salt. Steg pandekagerne gyldne og lækre på en slip-let pande  – hvis ikke der benyttes slip-let pande, kan det være, der skal lidt fedtstof på panden ved bagningen.

Oksekødsfyld.

450-500 gr hakket oksekød

1 tsk olie

2 fed hvidløg, pressede

2 løg, finthakkede

1 lille hvidkålshoved, fintstrimlet

3-4 gulerødder, revne

2 spsk all round krydderi

1 spsk paprika

1 tsk spidskommen

1/2 tsk chili pulver

salt og peber

revet mozzarellaost til gratinering

Varm olien op i en stor gryde og svits hvidløg og løg heri. Herefter tilsættes oksekødet og det brunes godt af. Tilsæt kål i fine strimler – det ser måske ud af meget, men det falder sammen. Når kålen er faldet sammen tilsættes revet gulerod og krydderier. Læg låg på gryden, lad det hele simre i 10-15 minutter og smag herefter til med salt og peber.

Læg 2 spsk fyld på midten af hver pandekage og rul eller fold pandekagen sammen. Fortsæt til alle pandekagerne og alt fyldet er brugt og læg dem i 2 ildfaste fade eller en stor bradepande. Drys med revet ost og gratiner pandekagerne i ovnen ved 200 gr i ca 15 minutter til osten er smeltet. Server pandekagerne med salsa, creme fraiche og/eller guacamole og evt. en grøn salat ved siden af.

Note. Pandekagerne kan også laves på hvedemel eller halvt hvedemel og halvt majsmel.

Pin It on Pinterest

Share This