Print Friendly, PDF & Email

I USA hedder de pretzels og i Tyskland hedder de bretzeln, men i sidste ende er der tale om det samme stykke bagværk, nemlig en lækker, sej kringle drysset med salt og serveret som snack – gerne til en kold øl. I Tyskland kan man købe dem i hver eneste bagerbutik og også ofte i boder på diverse markedspladser og i USA køber man dem ved de forskellige food trucks – i hvert fald i New York, hvor jeg har købt størstedelen af de pretzels, jeg har fortæret i tidens løb. Smagen minder mest af alt om en saltkringle eller saltstang, men til forskel fra saltstænger er kringlerne ikke sprøde, men derimod bløde og lækre og en lille smule seje.

De smager fantastisk og er stærkt vanedannende, så det undrer mig faktisk, at jeg ikke har kastet mig ud i en hjemmelavet version før. Men da vi var i new York i efterårsferien, smagte jeg for første gang de hjemmebagte, frisklavede pretzels fra Auntie Anne’s og siden har pretzels ikke rigtigt været det samme. Derfor gik jeg i gang i forgårs, da der ikke stod andet på programmet og jeg endte ud med et resultat, som jeg ikke kan være andet end tilfreds med.

 

 

I stedet for kringler, valgte jeg i stedet at lave pretzel bites, men det kan man jo gøre som man lyster. Hos Auntie Anne’s laver de både kringler, bites med salt eller kanelsukker og indbagte pølser. De originale kringler er drysset med en bestemt slags salt – kosher salt og det havde jeg altså ikke lige på lager, men brødene tager bestemt ikke skade af, at blive drysset med lidt Maldon havsalt i stedet for. Amerikanerne kan godt lide at “dippe” deres nybagte og lune pretzels og bites i forskellige slags sauce, fx marinara sauce, som er en plain, kold tomatsauce eller lun ostesauce, men det kan man jo gøre som man lyster. Selv foretrækker jeg at spise kringler og bites som de er – nybagte og lige fra ovnen.

Pretzel bites.

ca. 40 stk eller omkring 15 kringler.

3 dl lunkent vand

2 tsk tørgær

2 tsk salt

2 spsk sukker

75 gr smeltet smør

500 gr hvedemel

Desuden.

1 L vand til kogning.

2 store spsk bagepulver

1 sammenpisket æg

havsalt

Bland vand, tørgær, salt, sukker og smør i en skål og lad det hvile 5 minutter, til gæren er opløst. Tilsæt melet og ælt dejen i en køkkenmaskine eller med hænderne til en fast og glat dej. Måske skal der bruges en smule mere mel til æltningen. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse – ca. 1 time.

Slå dejen ned og tril den til lange pølser på tykkelse med en pegefinger. Skær pølserne i stykker af 2-3 cm’s længde. Kom vand og bagepulver i en lille gryde og varm det op til kogepunktet og kog så dejstykkerne, 4-5 stykker af gangen i ca. 30 sekunder. Læg dem herefter på en bageplade med bagepapir – pas på de ikke hænger sammen. Pensl de forkogte dejstykker med sammenpisket æg og drys med havsalt. Bag pretzel bites’ene ved 200 gr i ca 15 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad dem køle let af på bageristen og server dem lune, evt med en dipping sauce til.

Så nåede vi den sidste dag i min juleferie, men den har også været lang. Jeg har haft fri siden d. 18. december og så lang juleferie kan jeg slet ikke huske at have haft, siden jeg gik i folkeskole. Derefter fik jeg jo fritidsarbejde, hvor man altid arbejdede mellem jul og nytår og det blev ikke bedre af, at jeg startede i butik. Nu glæder jeg mig til gengæld også til at komme tilbage i skole igen, men det er nu så som så med skolegangen her i januar, for vi skal skrive en opgave som afslutning på modul 2. Det er ikke nogen kæmpe stor opgave, men vi har alligevel fri i en stor del af januar.

Både i går og i dag har vi været ude og køre en tur med Villy. Der ligger en hel del hundeskove her omkring Vejle, hvor hundene kan gå frit omkring i et større eller mindre indhegnet område og vi nyder alle tre at gå en tur og snakke med de hunde, vi møder på vores vej. Efter gåturen kørte vi hjem og tændte op i brændeovnen og drak varm te – selvom det ikke er specielt koldt udenfor, var det alligevel rart at komme hjem og få lidt varmt indenbords.

Nu skal resten af aftenen bruges på hygge og afslapning. Kæresten ser NFL og jeg har en bog, som jeg er i gang med. Muligvis skal jeg også have gang i lidt selvforkælelse – et langt, varmt bad, body scrub og en ansigtsmaske, men nu får vi se, hvor fanget jeg bliver af bogen 🙂

Pin It on Pinterest

Share This