Print Friendly

Måske er jeg en anelse for sent ude, eller tidligt om man vil, med denne her anmeldelse af Kusmi’s julete. Men faktum er altså, at jeg for det første ikke fik den købt før lige inden jul og derfor ikke nåede at blogge om den i december og for det andet mener, at man sagtens kan drikke krydret te henover hele efteråret og vinteren og ikke kun lade sig nøje med den til jul. Specielt ikke når der er tale om en te, der er så lækker som denne her.

Teen er en blanding af sort, kinesisk te og appelsin, mandler, vanille og varme krydderier. Perfekt til de kolde vintereftermiddage. Teen skal brygges på vand der er ca. 90 grader varmt og derefter trække i 3-4 minutter, hvorefter man kan nyde en skøn og krydret kop te, der ikke er alt for stærk. Jeg putter som sædvanlig mælk i sort te og denne er ingen undtagelse, men det kan man jo gøre som man lyster. Desuden findes der også en variant med grøn te, hvis man er mere til den slags.

 

 

I og med, at jeg er lidt sent ude, tror jeg ikke man kan købe Kusmi’s julete i butikkerne lige nu. Selv fik jeg den med 25 % rabat, fordi jeg først fik mig taget sammen til at købe en krukke den 21. december og der skulle butikkerne vist bare af med restlageret, men jeg har set, at man kan købe den flere forskellige steder på nettet.

Og skulle man nu høre til dem, der absolut ikke har lyst til at nyde noget, der bare har en anelse med jul at gøre, før vi igen nærmer os den 1. december, så kan jeg kun anbefale, at man får fat i en krukke julete, lige så snart julestemningen igen begynder at indfinde sig. Det er noget nær den bedste julete, jeg nogensinde har smagt og jeg har ellers drukket min andel af jule- og vinterkrydret te.

Pin It on Pinterest

Share This