Print Friendly

I gamle dage, mens der stadigvæk var nogle, som rent faktisk gik op i det der med at faste imellem fastelavn og påske, mæskede man sig i lækkert bagværk op til fasten. Man spiste fastelavnsboller, som ikke var helt, som vi kender dem i dag med creme, flødeskum og syltetøj, men helt almindelige, hvide boller lavet på hvedemel – en stor luksus på den tid. Udover fastelavnsboller spiste man kommenskringler eller fastekringler, som de også blev kaldt.

I 1950’erne var kommenskringlen desuden en kærkommen gæst ved eftermiddagstiden, hvor man smurte dem med smør og marmelade. Jeg kan huske, at min mor nogle gange bagte dem, da jeg var barn – ikke dermed sagt, at jeg er vokset op i 50’erne, for der var mine forældre dårligt nok født, men jeg kan altså huske dem, fra jeg var lille. Senere hen begyndte jeg også selv at bage dem, men i mange år har jeg slet ikke lavet dem. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for de smager herligt og jeg er vild med dem, men det hænger måske sammen med, at jeg har en kommen-fjendsk kæreste. Selvom man ikke kan lide kommen, synes jeg nu alligevel, man skal give kringlerne en chance – det kunne jo være, det smagte dejligt lige præcis i denne her sammenhæng. Og hvis man er helt overbevist om, at kommen er og bliver lig med den visse død, så bag kringlerne uden – i virkeligheden er der nemlig bare tale om en helt almindelig bolledej. Men brug gerne lige 2 minutter på at trille bollerne ud i pølser og forme dem til kringler – det giver lige lidt ekstra.

 

 

Jeg drysser både kommen og en lille smule havsalt ovenpå kringlerne, inden de kommer i ovnen. Jeg synes, det smager skønt, men hvis man vil bruge bollerne til marmelade eller andet sødt, skal man måske nøjes med at drysse lidt kommen ovenpå.

Kommenskringler.

8 stk.

1/2 dl vand

1/2 dl mælk

25 gr gær

1/2 tsk salt

1 tsk sukker

1 spsk kommen

50 gr smeltet smør

250 gr hvedemel

Desuden ekstra kommen og evt. lidt havsalt til at drysse ovenpå kringlerne.

Lun vand og mælk og opløs gæren heri. Tilsæt salt, sukker, kommen og smeltet smør og bland til sidst melet i. Ælt dejen blank og smidig og lad den hæve tildækket i ca 1 time. Slå dejen ned og del den i 8 lige store stykker. Tril hvert dejstykke til en tynd pølse, (husk de hæver i ovnen, så pølsen skal være tynd) og form den til en kringle. Læg kringlerne på en bageplade og lad dem efterhæve i ca. 30 minutter. Pens kringlerne med lidt vand – sammenpisket æg kan også bruges og drys med kommen og evt. lidt havsalt. Bag kringlerne ved 200 grader i ca. 15 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad kringlerne køle lidt af og server dem lune, gerne med koldt smør og evt. lidt marmelade til.

Pin It on Pinterest

Share This