Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Amerikansk gulerodskage med flødeosteglasur…

2 kommentarer
Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Det er efterhånden ved at være en del år siden, at jeg sidst har haft en gulerodskage på bloggen, men den er altid vanvittig populær, så nu syntes jeg, den skulle have en renæssance. Sidste gang jeg bloggede om den, blev kagen bagt i anledning af min mosters fødselsdag og det gjorde den faktisk også denne gang, så måske skal jeg bare lave det til en tradition at bage og blogge om gulerodskager til hendes fødselsdag. Nu skal ret jo være ret – det var faktisk min mor, som havde bestilt kagen og dermed også bestemt hvilken slags det skulle være. De to damer, min mor og min moster forstås, har nemlig tradition for at komme med kager til hinandens fødselsdage. På den måde kan fødselaren slippe for at tænke på kage til gæsterne og i stedet hygge sig og nyde dagen.

Jeg havde undervisningsfri i fredags, hvor min moster fyldte år, så jeg bagte kagen om formiddagen, lod den køle helt af og pyntede den først med cream cheese frosting, lige inden vi skulle af sted om aftenen. Normalt smører jeg bare glasuren på med en palet eller en kniv, men da det nu var fødselsdag, kom jeg den i stedet i en sprøjtepose og lavede en helt passe små rosetter på toppen af kagen.

 

 

Til sidst blev kagen pyntet med en lille håndfuld frysetørrede hindbær – hakkede valnødder eller lidt fintrevet økologisk citronskal ser også fint ud ovenpå flødeosten og endelig kan man jo gøre som bageren og forme en lille orange marcipangulerod med en grøn top.

Gulerodskage med Cream cheese frosting.

Ca. 12 pers.

200 gr mørk muscovadosukker/brun farin

150 gr sukker

2,5 dl smagsneutral olie

4 æg

2 tsk natron

2 tsk stødt kanel

1 tsk stødt nellike – kan udelades

1/2 tsk salt

300 gr hvedemel

3 revne gulerødder, svarende til ca. 250-300 gr revet gulerod

100 gr valnødder, hakkede

50 gr rosiner

Cream cheese frosting.

300 gr flødeost naturel – ikke light

100-150 gr flormelis

saft og skal af 1 økologisk citron

Bland muscovadosukker/brun farin og sukker med olien og pisk det sammen. Tilsæt herefter æggene og pisk bladingen skummende og cremet. Pisk natron, kanel, nelliker og salt i dejen og vend til sidst hvedemelet i. Tilsæt revne gulerødder, valnødder og rosiner og vend det forsigtigt rundt i dejen med en dejskraber. For en springform (ca. 22-24 cm) med bagepapir i bunden og en strimmel bagepapir i kanten og hæld dejen heri. Bag kagen ved 180 gr. i ca. 1 time og 20 minutter eller til en lille træpind kommer ren op af kagen, hvis den stikkes ned i midten. Fjern springformen og papirstrimlen fra kagen og lad den afkøle på en bagerist.

Cream cheese frosting.

Rør flødeosten sammen med flormelis og tilsæt citronsaft og skal. Smag til, måske skal der lidt mere flormelis i og måske skal der lidt ekstra citron til. Jeg kan godt lide, at frostingen er syrlig som modspild til den søde og krydrede kage. Kom glasuren i en sprøjte eller frysepose med en stjernetyl. Når kagen er helt kold, pyntes den med glasuren og evt. lidt frysetørrede hindbær, valnødder eller citronskal på toppen.

Note. Idet kagen skal bage i næsten halvanden time, kan det være en god idé at lægge en strimmel stanniol rundt på ydersiden af springformen. Det isolerer og hjælper med til at forhindre kagen i at brænde på i kanten. Ligeledes kan man lægge et stykke stanniol over kagen, imens den er i ovnen, hvis den begynder at blive for mørk på toppen. Alternativt kan man bage kagen i en stor bradepande – derved forkortes bagetiden til ca. 1 time, men jeg synes, kagen får sådan en fin facon i en springform, så jeg bruger gerne stanniol-tricket.

Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
A + K = ♥
10 år siden

Den ser jo helt majestætisk ud 😀 Elsker altså bare flødeostglasur – så er det næsten lige meget hvad der er nedenunder. meeen, en god gulerodskage er nu heller ikke at kimse ad (;

– Anne