Print Friendly

Denne her snack er så nem, at man tror det er løgn. Hvorvidt det så er en fordel eller en ulempe, at de sprøde tortillastrimler samtidig smager fantastisk og er yderst vanedannende, vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere.

Jeg vil tillade mig at kalde dem for en “sundere” snack og det står jeg ved – i hvert fald hvis man sammenligner dem med chips og lign. Udover hvedetortillaer, som naturligvis kan erstattes af majs eller fuldskornstortillaer, brugte jeg 1 spsk olie og krydderier, så selvom de ikke kan sammenlignes med grønsagsstænger og den slags, så er vi altså stadig i den sundere ende, rent kaloriemæssigt.

Idet jeg havde en avocado liggende, som i den grad trængte til at blive lavet om til guacamole, ville jeg gerne have, at mine tortillasnacks blev krydret med chili og et touch af noget mexicansk. Og da jeg alligevel havde et brev med noget tapas spice mix liggende i skabet, krydrede jeg med det. Et alternativ kunne være at blande lidt chilipulver, stødt spidskommen, hvidløgs og/eller løgpulver og måske lidt tørret koriander og drysse på tortillaerne, så har man i hvert fald nogenlunde grundsmagene i det mexicanske køkken.

Hvis man ikke ønsker mexicanske snacks, kan man i stedet krydre dem med chili, paprika eller måske lidt friskrevet parmesan. Jeg kunne også forestille mig, at hvidløgspulver eller måske bare “au naturel” med en lille smule havsalt ville være godt – navnlig hvis man skal bruge dem til en at dyppe i en krydret dip.

 

 

Jeg kan forestille mig, at man sagtens vil kunne lave snacks’ene i forvejen, hvis de eksempelvis skal serveres for gæster. Hvis man har lavet dem i meget god tid, kan man sætte dem i ovnen i 2 minutter ved 200 grader lige inden servering, så de igen bliver knasende og sprøde. Derefter anrettes de i en skål eller kurv og sættes lune og velduftende på bordet. That’s it.

Sprøde, krydrede tortillasnacks.

3-4 tortillapandekager

1 spsk olie

1-2 spsk tapas spice mix

lidt flagesalt

Klip tortillapandekagerne i strimler eller trekanter med en saks. Kom strimlerne i en stor frysepose og hæld olie og krydderier ved. Blæs posen op og ryst den godt, så olie og krydderier fordeles på alle strimlerne. Fordel strimlerne på et stykke bagepapir, drys med lidt salt og bag dem ved 200 gr i 6-10 minutter, til de er gyldne og sprøde. Nyd tortillastrimlerne lune eller kolde, evt med en lækker dip eller guacamole til.

Pin It on Pinterest

Share This