Print Friendly

“Det gode Helbred – Spis sundt og forebyg kræft”.

Anne Tjønneland og Anja Olsen. Udgivet på Politikens forlag, 2014.

Det er ingen hemmelighed, at vi lever i et overflodssamfund. I Danmark er der ingen, der behøver at dø af sult – tværtimod er der tendenser, der peger hen imod, at vi er i større fare for at dø af at spise – både for meget og forkert. For med det samfund vi lever i, så bliver risikoen for at man rammes af en alvorlig sygdom, pga. den mad man indtager større og større.

Derfor igangsatte Kræftens Bekæmpelse for mere end 20 år siden en af verdens største befolkningsundersøgelser, for at blive klogere på den mad vi spiser og årsagerne til kræft i den danske befolkning. Og disse resultater foreligger nu, hvilket er grunden til denne kogebogs tilblivelse. Ikke fordi der mangler kogebøger, hverken i butikkerne eller hjemme hos danskerne, men for at give et overblik over hvilken kost der rent faktisk er solid, videnskabelig baggrund for at spise.

Jf. min uddannelse som Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed, synes jeg selvfølgelig, emnet er ekstremt spændende, men jeg har også prøvet at læse og anmelde bogen ud fra devisen om, at det måske ikke er alle, der deler min fascination af makronæringsstoffer, energibalance, vitaminer og mineraler.

Bogen, der er skrevet af Overlæge Anne Tjønnelund : Overlæge, professor ved Københavns Universitet og forskningsleder ved Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter samt Anja Olsen : Cand. scient i Human Ernæring, seniorforsker og gruppeleder ved Kræftens Bekæmpelses forskningscenter, indeholder en teoridel og en opskriftsdel. I teoridelen drages konklusioner indenfor den allernyeste viden – gode råd mht. madvarer og om at leve sundere og dermed undgå kræft. Jeg læste teoridelen med stor interesse, men nogle vil måske synes, at den er en smule tør. Man kan selvfølgelig vælge, at springe let og elegant hen over teoridelen og gå direkte til opskrifterne, men hvis man lige giver sig selv tid og sætter sig ind i materialet, så er der virkelig mange guldkorn at hente.

 

 

Opskrifterne fremstår til gengæld hverken tekniske eller tørre. De er bygget op omkring de 10 officielle kostråd og hvis man indimellem føler, at man mangler inspiration til hverdagsretter med mange grønsager, fisk, magert kød, fuldkorn og uden for meget sukker, salt og fedt, så behøver man ikke bladre mange opskrifter igennem, før man har samlet ideer nok til flere dage. Her er lidt for enhver smag – grønt, supper, kød, fisk, korn, kerner og drikke. Og sørme om der ikke også er blevet plads til et afsnit med lidt sødt til dessert eller kaffen. Til hver opskrift følger desuden lækre billeder af de færdige retter, hvilket altid er et must i min verden. Opskrifter skal læses med øjnene 😉

Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg vil anbefale bogen til andre i min omgangskreds. Indrømmet, det er ikke en kogebog i gængs forstand, men den sætter fokus på et emne, som berører langt de fleste af os. Tænk, hvis vi kan være medvirkende til at reducere en så uretfærdig og frygtelig sygdom som kræft, bare ved at ændre lidt i vores daglige madvaner!

Læs bogen hvis –

Du generelt interesserer dig for sundhed, det gode helbred og ikke mindst god og inspirerende mad med masser af grønsager.

Pin It on Pinterest

Share This