Print Friendly, PDF & Email

Vi går tit en tur i skoven med Villy – vi bor jo lige op til en rigtig fin en af slagsen – altså skov, forstås 😉 Og lige netop nu, kan vi nyde, hvordan skovbunden er blevet forvandlet fra gråbrun og trist til et kæmpe stort lysegrønt tæppe af anemoneskud.

Heldigvis er Villy en temmelig aktiv hund, der ikke kun stiller sig tilfreds med, at blive træt i benene, men også helst skal være træt i hovedet, så mens kæresten leger diverse søge- og sporlege med pølsestykker som gevinst, så kan jeg fint få tid til, at plukke buketter af de fine små anemoner.

 

 

Anemonerne er jo ikke så store eller langstilkede endnu, så de skal helst ikke sættes i noget større end et lille æggebæger eller snapseglas, men så går det også fint. Fordi blomsterne og dermed også buketterne stadig er så små, synes jeg ikke, man skal stille dem helt for sig selv – der kan de nemt komme til at “forsvinde”, men på en lille bakke eller i en klynge med andre blomster, evt. lidt grene med grønne, ny-udsprungne blade og et par lysestager, der lyser de op og kommer til deres ret. Så er det vist for alvor ved at være forår.

Pin It on Pinterest

Share This