Print Friendly

Jeg har undervisningsfri i dag, hvilket betyder at jeg skal forestille at sidde hjemme og læse, så da kæresten var kørt på arbejde og Villy og jeg havde gået vores morgentur, gik jeg i gang med bøgerne. Jeg nåede faktisk en hel del, af det jeg havde planlagt, så ud på formiddagen syntes jeg godt, jeg kunne tillade mig at indstille læsningen for i dag og i stedet finde på et eller andet i køkkenet. Og det blev til de her lækre kokosmakroner med marcipan.

Knasende sprøde udenpå og bløde og svampede indeni – lige som en kokosmakron skal være, i hvert fald hvis man spørger mig. Egentlig bager jeg kokosmakroner alt for sjældent, i hvert fald i betragtning af hvor nemt det er, men når jeg så bager dem, laver jeg til gengæld en ordentlig portion, så nu har vi ikke mindre end 25 store kokosmakroner liggende i en kagedåse – gad vide hvor længe de kommer til at holde?

Denne her opskrift er med marcipan, hvilket giver de færdige makroner en lækker sej og svampet midte. Den er også med hele æg i stedet for æggehvider, hvilket jeg foretrækker, fordi jeg altid glemmer, at jeg har en skål med æggeblommer stående og så ender jeg med at smide dem ud. Udover marcipan og æg indeholder kagerne faktisk kun yderligere to ingredienser, nemlig kokosmel og sukker. Nååå ja, og så et nip hvedemel, men er det ikke sådan noget man stort set altid har på lager?

 

 

Bunden dyppede jeg i en god, mørk chokolade – det giver altså lige det sidste. Men har man ikke chokolade på lager, så skal det ikke afholde nogen fra at bage dem, de smager også dejligt uden.

Kokosmakroner med marcipan.

Ca. 25 stk.

150 gr revet marcipan

250 gr kokosmel

150 gr sukker

1 lille spsk hvedemel

2 æg

Evt. smeltet, mørk chokolade til pynt.

Kom revet marcipan, kokosmel, sukker og mel i en stor skål og saml dejen med æggene. Hvis dejen er lidt for usammenhængende og smuldrende, kan man tilsætte vand, 1 spiseskefuld af gangen, til dejen hænger sammen og kan formes. Tril dejen til små boller, lidt større end valnødder og form dem til toppe. Sæt dem på en bageplade og bag dem ved 200 grader i 10-15 minutter til de er gyldne. Lad kokosmakronerne køle lidt af på bagepladen, inden de flyttes over på ovnristen. Dyp evt. de afkølede kokosmakroner i smeltet chokolade under bunden.

Opbevar kokosmakronerne i en lufttæt beholder.

Pin It on Pinterest

Share This